KPN udbygger tysk UMTS-netværk

MediaWatch

Meddelelsen om KPNs planer for en udbygning af netværket følger umiddelbart efter Mannesmann AGs offentliggørelse mandag, hvori det forlød, at det Vodafone-ejede selskab var parat til at investere op imod 5 milliarder euro på udbygningen af et netværk til den netop vundne tyske UMTS-licens, skriver WSJ.

Det hollandske selskab, der i fællesskab med Hong Kong konglomeratet Hutchinson Whampoa og amerikanske BellSouth bød formedelst 8,4 milliarder euro, sikrede sig en af de tyske licenser, og er således parat til at investere yderligere 3,5 milliarder euro på at udbygge et netværk til sin licens.

KPN, der umiddelbart efter afslutningen af den tyske auktion måtte se partneren Hutchinson Whampoa trække sig ud af samarbejdet og dermed overlade hovedparten af regningen til det hollandske selskab, er fortrøstningsfulde med henblik på selve finansieringen.

Direkte adspurgt udtaler administrerende direktør Diederik Karsten, at man på intet tidspunkt havde gjort sig afhængige af Hutchinsons deltagelse, og at man hele tiden havde sin egen plan i baghånden. Han lister indtægter fra obligationer, NTT DoCoMos aktieopkøb i selskabet og et frasalg af aktieandelen i det irske teleselskab Eircom som garant for, at den økonomiske side af sagen er i orden.

KPN forventer at have dækket den samlede investering ind i løbet af syv år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også