Flertal for licensforhøjelse

MediaWatch

Økonomiudvalget har de seneste dage drøftet regeringens overordnede oplæg til et nyt medieforlig for de næste fire år. Og ifølge Jyllands-Postens kilder, er regeringen villig at forøge licensstøtten til DR og TV 2 med op til 1,8 mia. kroner om året i det nye medieforlig.

Stigningen skal ifølge regeringen ske gradvist med op til fem procent ekstra om året. Det betyder, at danskerne allerede næste år får en ekstraregning på små 100 kroner oven i den sædvanlige licensregning på 1900 kroner.

Året efter bliver der lagt yderligere godt 100 kroner oven i regningen - og i 2004 bliver den årlige licensregning præcist 408 kroner højere end i dag, hvis det står til regeringen, skriver Jyllands-Posten.

Efter den gradvise stigning giver de ekstra licensmidler 1,8 mia. kroner ekstra til Danmarks Radio og TV 2 - fordelt på i alt halvanden mia. kr. til DR og godt 300 mio. kroner til TV 2.

De store millionbeløb skal bl.a. gå til digitaliseringsprojekter, hvor begge TV-stationer arbejder på at etableret nye TV-kanaler med digitale muligheder for selv at kommunikere gennem TV-apparatet.

Men netop på grund af den dyre digitalisering, er licensstigningen på seks procent om året ikke nok, mener medieforsker Frands Mortensen, Aarhus Universitet. Tværtimod vil det gå ud over public servicestandarden, hvis DR og TV 2 skal gennemføre den planlagte digitalisering for godt 400-500 mio. kroner ekstra om året.

»Både DR og TV 2 må indskrænke aktiviteterne, hvis de ikke får flere penge. Rettighederne til film, TV-serier og sport er blevet meget dyrere. Og samtidig har konkurrenterne fra TV3 og TvDanmark netop fået 450 mio. kroner om året i afgifter,« siger Frands Mortensen, der selv har foreslået en stigning på seks procent - uden at digitaliseringen er inkluderet.

Politisk er der umiddelbart flertal for en pæn forhøjelse af licensen, da regeringen har opbakning fra både venstrefløjen og Kristeligt Folkeparti.

Til gengæld er både de konservative og Venstre skeptiske over for regeringens plan - selv om ingen af partierne vil udelukke, at en vis licensforhøjelse bliver nødvendig:

Venstre svarer »ingen kommentarer« til, om Venstre kan stemme for en eller anden form for licensforhøjelse. Kulturministeriet ønsker ikke at kommentere oplysningerne om regeringens planer for højere licens, før det endelige oplæg er på plads. Forhandlingerne om et nyt medieforlig ventes afsluttet inden sommer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også