DR og TV 2 får næppe alle drømme opfyldt

MediaWatch

" Allerede nu tegner forhandlingerne til at blive meget vanskelige. Ifølge Finn Aaberg, formand for DRs bestyrelse, er public service i Danmark ved en korsvej. “Hvis danskerne skal have et uafhængigt dansk alternativ til de kommende års konkurrence, kræver det, at DR har de rette tilbud til de medier og på de tidspunkter, hvor danskerne gerne vil benytte sig af dem«, skriver Finn Aaberg i oplægget. Det vil koste omkring to milliarder kr. mere over de næste fire år at opfylde DRs fremtidsdrømme med udvidet sendetid og fortsatte egenproduktioner. DR satser i fremtiden på at kunne sende flere og bedre udsendelser, arbejde for at udvikle kvaliteten i alle programtyper, sende flere daglige nyhedsudsendelser, øge produktionen af børne- og ungdomsprogrammer, sende mere tv i dagtimerne, udvikle ny digitale programmer, udbygge det digitale sendenet og digitalisere produktionsapparatet. Men både Danmarks Radio og TV 2 har i deres oplæg til Folketingets partier ønsket flere licenspenge, og selv om danskerne er villige til at betale mere i licens for at se dansk fjernsyn, anser generaldirektør i DR, Christian Nissen, det for usandsynligt, at begge stationers ønsker bliver imødekommet. »De ønsker om licensfinansiering, som DR og TV 2 har fremsat til det kommende medieforlig, er for begges vedkommende velbegrundede. Men tilsammen er de næppe realistiske. Min største bekymring er, at vi havner lige midt i mellem og ender med at stå med to svækkede tv-stationer. Det vil være en markant svækkelse af public service. Der er behov for radikale løsninger«, siger Christian Nissen, der dog ikke lægger op til et samarbejde med TV 2."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også