TvDanmark starter to nye TV-kanaler

MediaWatch

TvDanmark 2 som fortsat sender på det lokalt baserede netværk - og The Voice TV, som sender på dansk licens, og tilbydes kabel-TV kunder for 4.95 kr. om måneden. De to nye kanaler deltager i Tele Danmarks kabelafstemning.

Pressemeddelelse fra TvDanmark/SBS den 21.maj 1999:
SBS Broadcast Danmark introducerer den 1. januar år 2000 to nye TV-kanaler. Det samlede TV-tilbud fra koncernen, til de danske seere og annoncører, bliver derfor fra årsskiftet TvDanmark 1, TvDanmark 2 og The Voice TV.

SBS Broadcast Danmark har i dag tilmeldt de to kanaler TvDanmark 1 og The Voice TV til Tele Danmarks brugerafstemning for at få de to kanaler lagt ud i kabelnettet. TvDanmark 1 vil sende til de danske seere på engelsk licens via satellit fra London, mens The Voice TV vil gå i luften på dansk licens.

TvDanmarks nuværende opbygning med otte danske lokal-stationer fortsætter som en landbaseret netværksstation under navnet TvDanmark 2. TvDanmark vil med sin fokuserede, offensive to-kanal-strategi sikre de danske seere et bredt, udbygget og komplementært programudbud, som via de to stationer rammer danskernes TV-behov positivt og præcist.

The Voice TV vil med afsæt i den populære radio The Voice skabe et stærkt, dansk alternativ til de udenlandske musik-TV-kanaler og være en levende, varieret repræsentant for den danske og internationale ungdoms- og musikkultur i det danske TV-univers.

Fair pris

Baggrunden for SBS Broadcast Danmarks nye mediestrategi er den succes, som TvDanmark på kort tid har fået hos seerne og annoncørerne. En succes, som markant er afspejlet i den krise, som TV2 gennemlever for tiden. Betydende seergrupper har svigtet TV2 og har valgt andre kanaler især TvDanmark.

- TvDanmark har dermed fået et særligt ansvar for at forsvare og udbygge de danske seeres frie og demokratiske TV-valg. Et ansvar som SBS har valgt at udtrykke i sin nye to-kanal-strategi for TvDanmark og ved at lægge TvDanmark 1 ud til afstemning blandt Danmarks kabel-kunder, siger SBS Broadcast Danmarks koncerndirektør, Jesper Sehested Lund.

- TvDanmark får dermed - på lige fod med TV3 - adgang til den brugerbetaling, som Tele Danmark opkræver for at give seerne de TV-kanaler, som de ønsker. At seerne er villige til at betale for det TV, de selv vælger, har TV3 allerede bevist, understreger Jesper Sehested Lund.

Den pris, som kabelkunderne skal betale for TvDanmark 1, bliver den samme som for 3 +, nemlig 8,75 kr. pr. måned.

- Seningen på TvDanmark er tre gange højere end på 3+, så vi mener, vi har fastsat en særdeles attraktiv og fair pris på kanalen, fastslår koncerndirektøren.

Fræk fra London

TvDanmark 1 vil fortsætte med at være "klassens frække dreng". Det betyder, at fra den 1. januar vil de actionprægede Top-film, underholdning, danskproducerede, journalistiske succesprogrammer som "48 Timer", "Extrem", "Nattens Ansigt" og docu-soap'en "Stripperkongens Piger", som på rekordtid har opbygget en trofast seerskare, udelukkende være at finde på den London-baserede satellit og kabelkanal.

- Vi satser på at udbygge og skærpe den programprofil, som seerne massivt har tilkendegivet, de ønsker at se på TvDanmark. Men slagkraftige, danske udsendelser og de rigtige top-film koster penge. For at finansiere det behov og under hensyn til den nuværende konkurrencesituation, skal vi have adgang til seernes bruger-betaling. Disse penge vil omgående blive konverteret til programkroner til glæde for seerne, lover TvDanmarks programdirektør, Paul Gazan.

Voksen livsstil

Samtidig vil SBS Broadcast Danmark øge sin million-investering i det lokalt baserede sendenet betydeligt.

Mens TV2s regioner er blevet beordret til at spare 33 millioner kroner, vil TvDanmark 2 få styrket sin unikke, lokale forankring ved, at de otte TvDanmark stationer i Aalborg, Århus, Herning, Trekants-området, Odense, Slagelse, Næstved og København kraftigt udvider deres landbaserede sendeområder med lokale hjælpesendere. Hjælpesendernes antal vil gå op fra de nuværende 10 til 35 og bevirke, at TvDanmark 2 kan fastholde sin nuværende penetration på over 80 procent.

På trods af at TvDanmark, på det landbaserede sendenet, længe har været underlagt konkurrenceforvridende forhold, i kraft af den lovpligtige græsrodsafgift på 20 millioner kroner, fortsætter stationen sine bestræbelser på at give dansk lokal-TV en skarp og markant profil.

- Med det nye TvDanmark 2 får lokal-TV en helt ny mening. Stationen vil blive nyhedsbåret, nærværende og brugbar på en anden måde, end vi er vant til, siger TvDanmarks programdirektør, Paul Gazan.

TvDanmark 2 vil blive mere familieorienteret. En station, som med en klar holdning tager hånd om de voksne seere.

- For at være lokalt synlige skal vore nyheder og de journalistiske magasiner være modige "på den lille mands side". Det er en kanal, hvor mottoet "Tæt på dig" bliver omsat i vedkommende programmer, og hvor programlæggerne anerkender og har respekt for seernes voksne livsstil. Vi vil være kritiske, men ikke fjendtlige, siger Paul Gazan.

- Vores to-kanal-strategi betyder, at vi kan tillade os at rendyrke og forfine de programelementer, vi har i vores nuværende kanal og dermed give seerne og vores kommercielle kunder et entydigt og klart TV-produkt. Denne opstramning af konceptet vil både TvDanmark 1 og TvDanmark 2 nyde godt af, fortsætter Jesper Sehested Lund.

Millioner til produktion

Alt imens TV2 skal spare 143 millioner kroner og fyre 70 medarbejdere, melder TvDanmark-direktionen ud med en stigning på de direkte programomkostninger til næste år på mere end 125 millioner kroner. En stigningstakt, som vil fortsætte ind i år 2001.

- Programmernes kvalitet er alfa og omega for vores evne til at tiltrække de attraktive seergrupper. Det gælder for begge TvDanmark-kanaler. Vi vil aktivt optimere begge kanalers potentiale, og det gør vi bedst ved at have en komple-mentær programstrategi, som muliggør en målrettet offensiv på to fronter, siger programdirektør, Paul Gazan.

TV2 har meddelt at også det danske, uafhængige produktionsmiljø skal bære sin del af ansvaret for seerflugten fra stationen. 50 millioner kroner skal der skæres i enterprisebudgettet. TvDanmarks svar er at indbyde de kreative kræfter fra produk-tionsmiljøet til konstruktivt at hjælpe med til, at danske seere får de programmer, de ønsker at se.

- Vi øger simpelthen vores programkroner med over det dobbelte af, hvad TV2 trækker ud af produktionsmiljøet, og vi har i dag sendt en invitation ud til de danske produktionsselskaber om at deltage i en "Producenternes Dag" på næste fredag den 28. maj for at indlede en frugtbar diskussion om, hvordan vi får indløst vore programvisioner, siger programdirektør, Paul Gazan.

The Voice - et sikkert varemærke

Når The Voice TV åbner for signalet den 1. januar år 2000, vil den nye station komme til at lukke et betydeligt hul på den danske TV-himmel. Ligesom radio-stationens fremstormende succes vidner om, at The Voice har ramt rigtigt med sit koncept, er SBS Broadcast Danmark ikke i tvivl om, at TV-pendanten vil få en fantastisk modtagelse af de unge i Danmark.

Den engelsk-sprogede MTV-kanal satser benhårdt på det større marked i Sverige og har ikke nær den tilstedeværelse i Danmark, som The Voice nu repræsenterer med sine radioer i København, Odense og Århus. TV2 har også i sine sparebestræbelser lukket den daglige ungdomsudsendelse "Puls" og har dermed efterladt de unge seergrupper uden noget program.

- Det vil vi nu råde bod på. I forhold til MTV har vi naturligvis danske værter og en naturlig støtte i det danske musikmiljø. Vi vil have musikvideoer, events, være på festivaler, have de store, internationale stjerner i vores studie, lave konkurrencer og ikke mindst glæder vi os til at præsentere vores berømte Kaos-Krew i levende live på skærmen, siger The Voices adm. Direktør, Eric Hansen.

The Voice er et af de stærkeste radiobrands blandt unge i Danmark og har opnået en uhørt loyal lytterskare. The Voice, som i år fylder 15 år, er klart det stærkeste ungdomsmedie i Danmark.

- Vi er så sikre på vores varemærke, at vi med den største fortrøstning lægger vores nye TV-koncept ud til afstemning blandt kabelbrugerne. Det er på tide, vi får noget ordentligt ungdoms-TV, udtaler The Voice direktøren.

The Voice TV kommer til at koste 4,95 kr. pr. måned.

½ milliard

Med den nye mediestrategi vil SBS Broadcast Danmark i de kommende to år investere langt over en halv milliard danske kroner i at tilfredsstille brede dele af de danske seeres TV-behov.

- Vi tror, vi har læst markedet rigtigt. Vi tager vore seere alvorligt og lytter til, hvad de siger. Derfor ryster vi ikke det mindste på hånden, når vi nu satser så hårdt og kontant. SBS Broadcast Danmark er stolte af, at vi så hurtigt kan komme med nye og spændende tilbud til det danske TV-marked, slutter koncerndirektør, Jesper Sehested Lund.

SBS DK-koncernen omfatter følgende selskaber:

SBS Broadcast Danmark A/S (moderselskab), TvDanmark A/S (100%), TvDanmark Kanal 2 A/S (75%), TvDanmark Fyn ApS (67,5%), City TV ApS (Kanal København) (100%), Nordisk Radio Reklame A/S (80%)

Nordisk Radio Reklame A/S står bag The Voice-stationerne (København, Odense og Århus) og The Voice of Scandinavia (kabel og satellit). Derudover har NRR via sit eksklusive samarbejde med Radio Jylland, eneret til salg af national radioreklame på følgende radiostationer: ANR i Aalborg, Radio Viborg, Radio ABC i Randers, VLR i Vejle og Radio Victor i Esbjerg. The Voice-stationerne har tilsammen et ugentligt lyttertal på 896.000. The Voice er udnævnt som platin-station af det internationalt anerkendte Music & Media. The Voice er Danmarks eneste radio, som kan høres live på Internettet på www.thevoice.fm.

TvDanmark udsendte for første gang sit signal den 7. april 1997 og har siden markeret sig stærkt i det danske mediebillede. Mængden af dansk producerede programmer er stærkt stigende, og TvDanmark har for alvor fået tag i de danske TV-seere med bl.a. egenproduktionerne "48 Timer", "Extrem", "Forbrydelsens Ansigt", "Stripperkongens Piger" samt "Nattens Ansigt".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også