Politisk vilje til at støtte digital lancering

MediaWatch

Socialdemokratiet, de konservative og Venstre er åbne for muligheden af at give stationerne et engangsbeløb til digitaliseringen. 'Selvfølgelig skal der findes penge til digitaliseringen af radio og tv i en opstartsfase, men at det skal ske ved licensforøgelse, det er en forældet tankegang,' siger Venstres medieordfører, Jens Rohde. Han forestiller sig at pengene til digitaliseringen kan komme ind, hvis staten sætter TV 2 på aktier eller hvis man etablerer landsdækkende kommercielle radiostationer og pålægger dem en afgift til formålet, men understreger, at det ikke er Venstres kop te, at DR skal ekspandere. Socialdemokratiets medieordfører, Søren Hansen, mener også at et engangsbeløb til digitaliseringen er 'en overvejelse værd', men vil heller ikke udelukke en stigning i licensen. 'Nu synes jeg i første omgang, det er vigtigt at drøfte oplægget og se, hvordan vi kan give kvaliteten og indholdet et tilstrækkeligt løft,' siger han. De konservatives medieordfører Brian Mikkelsen udelukker licensforhøjelser, men er villig til at gå ind i diskussioner om, hvordan pengene kan bruges mere hensigtsmæssigt.'Det kan være, man skal til at prioritere anderledes inden for DR,' siger Brian Mikkelsen, som er enig med DR's oplæg i at public service-stationens force skal være at levere det de andre ikke gør, nemlig dybde, objektive nyheder og programmer der afspejler dansk kultur.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår