Her på AVMs redaktion skal Venstre således ikke fremover regne med, at vi råt for usødet vil tage deres ord for pålydende. Ikke efter at de i sidste udgave af bladet udstyrede os med en (oh ve og skam) fuldstændig forfejlet solohistorie om medieforliget og dets konsekvenser, som vi af produktionstekniske årsager ikke kunne korrigere da Jens Rohde sprang i målet efter at have gennemset og godkendt sine forsideciterede udtalelser til AVM - og dermed bekræftet sin forligsvilje som den stod at læse på bladets forside.

Antallet af opringninger fra forvirrede læsere (og hånen blandt kolleger) er nu (endelig) for aftagende, og som en ringe trøst kan vi konstatere, at vi absolut ikke var de eneste, der følte svien af Venstres svigefulde forhandlingsmoral. Udover en veltilfreds økonomidirektør på TV2 er der kun forbitrelse, skuffelse og ærgrelse at spore i branchen, som det fremgår af de følgende sider i bladet. Man forstår simpelt hen ikke, hvorfor det ikke var muligt at bringe forliget igennem - om ikke andet så som alternativ til måske to års udviklingsmæssig uvirksomhed.

Men vreden og aggressionerne er ikke udelukkende blevet rettet mod svigefulde Jens Rohde. Kulturministeren har også fået kærligheden at føle - specielt i lokalTV-kredse, hvor beskrivelserne af hende og hendes politik ikke er velegnede til gengivelse på tryk.

De alvorligste anklager mod hende går på, at hun kun fungerer som en marionet for den gamle partifælle/TV-strateg/nuværende TV2 formand, Jens Bilgrav Nielsen, og at hun derfor udelukkende bestræber sig på at varetage "public service kanalernes interesser".

Det er selvfølgelig beklageligt, hvis det er korrekt, at ministeren konsekvent ikke ønsker at tale med repræsentanter for et område - lokal radio/TV - hun er blevet sat til at administrere. Men er det egentlig ikke lige så beskæmmende, at hun er blevet repræsentant for en politisk styring af vores tv-udvikling, der er baseret på en kunstig balance mellem udbud og efterspørgsel.

AVM har flere gange påpeget, at der er flere ledige TV-frekvenser end politikerne forhandler om. At en omfordeling af frekvenserne ville kunne imødese en stor del af den efterspørgsel, der hidtil har været. Men i forbindelse med den digitale teknik kunne Danmark i princippet frigive de første 100 kanaler uden at være tvunget til at aftale noget som helst med andre end os selv.

På side 11 forklarer kulturministeren at "Danmark har fået tildelt én multipleks, der kan rumme op til fem digitale tv-kanaler, hvoraf DR og TV2 hver har fået to, mens en kommerciel kanal skal have den femte. Internationalt har man indført en hamstring forbudt politik, så Danmark kan kun få op til yderligere tre multipleksbånd, når det første bånd er udnyttet".

Problemet ligger i, at ministeren glemmer at fortælle, at antallet "fem kanaler pr. multipleks" er politisk betinget. Hun kunne lige så vel have valgt otte eller 12 eller flere multiplekserere. Når kulturministeren peger på, at der kun er fem kanaler til rådighed, er dette udtryk for et politisk valg, der skal beskytte public servicestationerne, som hermed kun kan få en enkelt kommerciel ikke-public-service-konkurrent.

Selv med otte kanaler ville der teknologisk stadig være tale om et kvalitetsmæssigt overkill - og selv hvis man valgte at lade multipleksen rumme 12 kanaler ville seeren ikke nødvendigvis kunne få øje på nogen kvalitetsforskel hjemme i stuen, da alle 12 digitale kanaler - i modsætning til den analoge teknologi - kan deles om den samlede kapacitet på frekvensen.

I stedet for at græmmes over medieforliset bør vi derfor fokusere på, hvilken kvalitet vi ønsker ... og hvor store kompromisser vi er villige til at indgå. Både med hensyn til morgendagens tv og de mennesker, vi vælger til at administrere vore ønsker.