Uanset politisk farve blev det anset for upassende bare at tænke tanken, da det blev vurderet som politisk selvmord for den politiker, der ville formaste sig til at foreslå en licensforhøjelse til at støtte DRs fremtidsdrømme eller lindre TV2s frygt for stagnation i reklameindtægterne. Alle var på det rene med, at man havde nået mætningspunktet for licensbetalernes vilje til at komme til lommerne for at sikre public service tv.

Sådan er opfattelsen ikke længere. TV2s nye formand, radikale Jens Bilgrav Nielsen, har allerede sluppet katten ud af sækken, og i øjeblikket tages temperaturen på seernes humørbarometer for at se, om det måske alligevel vil være muligt at dreje skruen endnu en omgang inden familien Danmarks husholdningsbudget bliver udhulet af nye af- og udgifter til TV3, TV3+, betalingskanaler, pay-per-view og nye digitale tjenester.

Timingen for TV2-formandens udspil kan virke besynderligt, al den stund at det eksisterende medieforlig sikrer, at en forhøjelse tidligst kan finde sted om to år, og hvorfor så begynde at slås for det allerede nu - med mindre det da kun er for at sinke trafikken på TV3s vej til en ny indirekte "licensforhøjelse", som en afstemning blandt modtagerne kan sikre allerede inden sommer, og som derfor vil gøre det endnu vanskeligere at overbevise folk om nødvendigheden af at ommøblere udgiftskolonnen på budgettet.

For selvfølgelig er der da et både mætnings- og smertepunkt for, hvor store beløb folk kan og vil ofre på at få flimmer på hjemmets husalter. Men når der nu er tale om to forskellige "licenssystemer" - det tvungne og det frivillige - så er det måske alligevel muligt at slippe godt fra det...

Sammensætningen af den nye TV2-bestyrelse giver næring til tanken om, at man her vil betragte det som mere nærliggende at søge efter flere licensmidler end at effektivisere og konkurrere sig ud af de økonomiske trængsler. Og at licensspøgelset virkelig spøger, fremgik af de netop overståede [afbrudte, red.bem.] Christiansborg-forhandlinger, hvor det ifølge velunderrettede kilder ikke var forligsindholdet, der udgjorde den største knast, men derimod spørgsmålet om, hvorvidt enigheden skulle have form af en tilføjelse til det eksisterende medieforlig eller betragtes som et helt nyt forlig med en ny 4-årig levetid.

Den mest markante forskel på de to muligheder er nemlig netop tidspunktet, hvorpå der kan udskrives licensstigninger - og det har kulturministeren og hendes vigtigste mediepolitiske rådgiver med garanti ikke været blinde for.