Den nye mediestøtte hviler på en tvivlsom begrundelse; nærmere bestemt analysen 'Analysis of the Danish news media', som Kulturstyrelsen har leveret til EU Kommissionen i forbindelse med godkendelsen af støtten, der skete før jul. 

Indholdet af analysen er interessant, men også problematisk, og Kommissionens læsning af den overfladisk omend rosende.

EU blåstempler ny mediestøtte 

Analysen, som jeg har fået aktindsigt i, består af en teoretisk og en beskrivende del.

Den teoretiske del når frem til, at nyhedsproduktionen efter internettets fremvækst er præget af uundgåelige markedsfejl, og at der ikke kan findes en ligevægtstilstand på markedet, fordi marginalomkostningerne ved nyhedsproduktion er lavere end gennemsnitsomkostningerne. Det vil kun gå fra slemt til værre, og særligt den dybdeborende journalistik og andre kostbare genrer vil lide skade.

Begrundelsen for begrænsninger mangler

Efter denne teoretiske konklusion kunne man forvente, at forskellige perspektiver for en ny mediestøtte og dens afgræsninger blev overvejet. Det sker dog ikke.

Analysen springer direkte til at beskrive den foreslåede danske ordning: støtte til redaktionel produktion, målrettet trykte og skrevne internet baserede medier.

Men det følger på ingen måde af konklusionen, at et nyhedsmedie f.eks. bør bruge under 50 pct. af siderne til annoncer, eller at et nyhedsmedie på nettet ikke må være audiovisuelt, selvom disse regler som bekendt indgår i loven.

Det kan heller ikke ses af godkendelsen, at Kommissionen har overvejet nødvendigheden af disse begrænsninger i mediestøtten. Det ser mest ud til, at man har accepteret hele pakken. I stedet burde kommissionen have brugt den skarpe teoretiske analyse til at kritisere lovforslagets begrænsninger.

Tal-forvirring

Et gennemgående tema til at fastslå behovet for mediestøtten, er selvfølgeligt annoncernes flytning fra dagbladene til de udenlandske aktører på internettet, der ikke returnerer til dansk journalistik. Vigtigt og velkendt.

Men hvad er nu de rigtige tal for tilbagegangen i annonceomsætningen? Der gengives to kilder i analysens beskrivende del, men med forskellige resultater, som ikke konfronteres eller udredes.

Reklameforbrugsundersøgelsen (RFU) fra Dansk Oplagskontrol opfattes normalt som den mest dækkende og autoritative standardkilde. Ifølge denne var avisernes omsætning - inklusiv ugeaviser - i 2006 5,960 mia. kr. og i 2011 3,967 mia. kr.

I Danske Mediers nøgletal, der også gengives i analysen, var annonceomsætningen i 2006 5,422 mia. kr. og altså lidt lavere end RFU, men 4,093 mia. kr. i 2011 og altså højere end tallet i RFU. Danske Mediers tal er baseret på medlemsvirksomhedernes input og kan være inklusiv digitalt salg, det fremgår ikke.

Men hvordan kan avisernes annonceomsætning i 2011 blive mere end 100 mio. kr. større end summen af dagblade og alle distriktsblade i Reklameforbrugsundersøgelsen, der skulle tegne det bredeste billede? Jeg kender ikke svaret, og analysen stiller ikke spørgsmålet. Gad vide, om EU Kommissionen har lagt mærke til tallene? Beløbet er dog ikke helt lille. Det er f.eks. en tredjedel af den mediestøtteordning, der skal begrundes ud fra analysen.

Betænkelig proces

Jeg får desværre det indtryk, at analysen ikke er grundlaget for, men legitimeringen af den nye lov om mediestøtte. Det har EU Kommissionen ikke opdaget, eller den lader som om. Analysen er dateret 25. juni 2013, men da var de politiske valg om mediestøtten allerede truffet.

Gad vide, om de politikere, der traf beslutningerne, har set analysen og i så fald hvornår? Det er efter min mening under alle omstændigheder betænkeligt, at en sådan analyse ikke udføres som uafhængig forskning, men af en statslig myndighed.