Indlægget er skrevet af rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen.

Vi har før set Bent Falbert kommentere en analyse om journalisternes troværdighed med, at det er analytikernes hoveder, der burde undersøges. Også i år ligger den fjerde statsmagt i bunden på troværdighedsskalaen.

Nyligt hyldede redaktør Øjvind Hesselager, Journalisten, ligefrem utroværdigheden. Dommen utroværdig er et hædersstempel, mener Øivind, fordi det afspejler, at ”vi tør fortælle historier, som kun er på vej – og som nogen er imod og vil tale ned og sværte til”.

En sådan forsimpling bærer kun ved til bålet.

Selvfølgelig skyldes kritik af journalistik ikke altid, at nogen er imod, at en historie kommer i medierne. Selvfølgelig kan journalister være både kritiske og irriterende og afslørende, uden af den grund at blive kaldt utroværdige.

Branchens akilleshæl
Den manglende tilbøjelighed til at tage en selvkritisk diskussion om fag og praksis har længe været journalistbranchens akilleshæl.

I en tid, hvor alle mulige interesser står i kø for at begrænse mediernes udfoldelsesmulighed, er der al mulig grund til at turde tage kritikken konstruktivt op og få has på de brodne metoder, der nærer påstanden om utroværdighed.

Journalistikken er ikke blevet ringere med årene. Journalister gør meget supergodt og noget superdårligt. Men publikum er blevet mere kvalificeret.

Halve vinde og laveste gærde
En stor andel af dagens bevidste, aktive brugere af journalistik med ambitioner er højtuddannede, kompetente mennesker, der sagtens kan se, når journalistikken løber med halve vinde eller springer over hvor gærdet er lavest.

Vi opfører os for ofte, som om vi stadig tror, at læserne er dumme. F.eks. når en ensidigt vinklet historie ”bekræftes” af en 117 gange før set kilde, som enhver opmærksom mediebruger for længst har opdaget leverer svar med helt forudsigelig bias.

Det kan godt være regnestykket går op for journalist – og medie – når favoritvinklen således bekræftes af favoritkilden og en historie nemt kom i hus. Men hvorfor skulle veloplyste mediebrugere tage sådan journalistik alvorlig, endsige betale for den?

Sociale medier giver ny taletid
De nye medier betyder, at det udstilles, når dårlig journalistik er på spil. Det kan være, at væsentlige oplysninger undlades, fordi de svækker historien. Eller at en kildes udtalelser anbringes i en for kilden overraskende kontekst, hvor korrekt citerede udtalelser får en helt anden effekt.

Når den slags forekommer, kan kilder i dag med stor effektivitet via sociale medier gøre opmærksom på, hvad der skete.

Journalistik, hvis effekt alene baserer sig på taktisk snilde i håndtering af facts og kildeudtalelser, og som med ”smarte” spidsvinklinger gør vold på både virkelighed og redelighed, har haft gode tider. Men de er ved at være forbi.

Peter og ulven i storskala
Og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme videre. Hver eneste gang en sag med stor larm rejses i medierne, for så inden for timer eller dage at falde sammen, fordi den ikke holdt stik, som først påstået, er med til at skabe en opfattelse af, at det egentlig ikke betyder noget, hvad der råbes ud i medierne.

Det er Peter og Ulven i storskala – og hvis det får folk til gradvist at holde op med at tage medierne og journalstikken alvorligt, bliver det dødsensfarligt for journalistikken og dens rolle i samfundet og for demokratiet. Alt bøvlet omkring strammere kurs i Pressenævnet er kun en mindre ting i sammenligning med det.

Ros til Trads-undskyldning
Programmer som ”Hængt ud på forsiden” er kærkomne. Det er godt, at journalistisk metode bliver kigget efter i sømmene. Det er godt, at David Trads presses til at gå ud og undskylde et ni år gammelt karaktermord på Henrik Gade Jensen. Men selvfølgelig slet ikke godt nok.

Peter Brüchmann skrev i en kommentar ”Offentlighed i presseplejen” i BT, at debatten om fravalg af kilder, udeladelse af centrale oplysninger og for skarp vinkling ikke fortjener ”at blive journalister, der slås mod journalister. Den fortjener, at vi i pressen viser, at vi tager vores ansvar alvorligt. At vi erkender, at vi begår fejl. Og at vi viser, at vi lærer af dem”.

Se indad
Det kan ikke siges bedre. Vi skal turde se indad. Kunne tage en faglig debat uden at blive skudt i skoene, at man besudler egen rede.

Journalistikken skal udfolde sig i maksimal åbenhed og metoderne skal kunne tåle dagens lys.

Journalistikken er en nødvendig hygiejnefaktor i samfundet. Men hvis vi misbruger magten, ødelægger vi våbenet.