Af Bent Falbert, kommentator, politisk kommentator og fhv. chefredaktør for Ekstra Bladet.

Medier, der stikker næsen for langt frem, må finde sig i at få et hak i den. Fejl skal rettes, så det kan ses, ¬uden at forurettede behøver at gå til Pressenævnet. Det princip fulgte jeg i mine 22 år som Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør.

Tilbage blev et fåtal af klager, som grundet uenighed måtte afgøres af nævnet. Fældende kendelser blev efter medieansvarslovens § 39 bragt ’på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges’. Vel at mærke efter redaktionens vurdering.

Kursen strammes
I de senere måneder har jeg bemærket en stærkt tiltagende magtbrynde i Pressenævnet. Jeg tror, det føler sig presset af visse politikere (f.eks. den altid jamrende socialdemokrat Mogens Jensen) til at skamme pressen ud. Mange mediers imødekommende tilbud om frivilligt at bringe kendelser på fremtrædende plads, har yderligere givet nævnet blod på tanden mht. at skærpe kravene om formulering og placering, herunder diktater om forsidehenvisninger.

Endelig er britisk tabloidpresses moralske sammenbrud efter aflytningsskandalerne med til at piske en stemning op, selv om ingen dansk avis er taget i forseelser af tilsvarende grovhed.

Onsdag 28. november 2012 så læserne af den sjællandske avis Dagbladet Pressenævnets foreløbig mest oppustede præstation: En hel kendelse blev tvunget på forsiden under den dikterede rubrik: ’Pressenævnet kritiserer DAGBLADET’. Nævnets rubrikkunstnere havde også formuleret underrubrikken: ’Fejl i omtalen af Forsikringsselskabet Brandkassen. En vedtægtsændring i forsikringsselskabet har ikke noget at gøre med ændringer i personkredsen, der kan modtage midler.’

Nævnets egen leder
Det kluntede bureaukratsprog forsøger at udtrykke kritik af en forkert påstand i avisen om, at en bestyrelsesformands familie kunne berige sig via en fiks vedtægtsændring.

Dagbladet havde allerede bragt formandens genmæle 13. september, men gemt det væk som debatindlæg i 2. sektion, side 8. Genmælet blev derfor gentaget 3. oktober på side 3 i 2. sektion ¬– og dermed på samme opslag, hvor de påklagede artikler oprindeligt stod.

Efter en fornyet klage ville nævnet trods alt ikke kræve genmælet bragt en tredje gang. Derimod skrev Pressenævnet sin helt egen forsideleder med rubrikudstyr indeholdende kritik af Dagbladets forseelse!

Redigeringsretten stjålet
Jeg mener, dén adfærd udgør et uantagelig misbrug af nævnets magt. Kendelsen er signeret af Pressenævnets formand gennem fem år, højesteretsdommer Jytte Scharling. Arbejdsgiverens repræsentant er en chefredaktør Dorthe Carlsen fra Århus Stiftstidende. Journalisternes talsmand er en selvstændig erhvervsdrivende, Ulrik Holmstrup, som i 15 år har drevet et lille dokumentaristfirma. Offentligheden er repræsenteret af AOFs forretningsfører John Meinert Jacobsen.

Dette firkløver har – i fuldstændig enighed – tilladt sig at vriste retten til at redigere avisen fra ansvarshavende chefredaktør Torben Dalby Larsen. Det er aldeles uacceptabelt og bør få pressens søvnige organisationer til at vågne op og følge nævnets anmassende praksis tæt. Det er såmænd noget så overset som ytringsfriheden og redigeringsretten, der står på spil, mine damer og herrer!

Til en begyndelse ville det klæde Danske Medier og Journalistforbundet at lade sig repræsentere i nævnet af mennesker med begreb om opgaven og med personlig autoritet til at hamle op med nævnets formand og næstformand, højesteretsdommerne Jytte Scharling og Thomas Rørdam.