Indlægget er skrevet af Informations korrespondent i Washington D.C. og blogger på USAnu, Annegrethe Rasmussen.

WASHINGTON DC - For nogle måneder siden talte jeg med en lang række redaktører, politikere og journalistkolleger, da jeg var på besøg i København.

Langt fra alle var fagligt interesseret i amerikansk politik, hvor jeg slår mine daglige folder. Men flere af dem, der var, gav helt uafhængigt af hinanden udtryk for, at de ”hellere ville abonnere på min Facebook-profil end på min avis.” Det kan de jo nemt komme at sige. Det første er som bekendt ganske gratis, det sidste mildest talt ikke. Og man skal som bekendt være skeptisk over for billig portvin og slesk tale.
Ikke desto mindre hævdede de, at de mente udsagnet helt alvorligt, og flere havde også anerkendende ord til overs for den blog om USA, som overtegnede driver med journalist og medieanalytiker, Morten Bay, USAnu.dk, der da også har rundet de 20.000 brugere for nylig. Den koster intet at læse, om end dele af den nu finansieres af altinget.dk – et andet netmedie.

Betalingen udebliver - på nettet
Under samme tur var jeg på besøg i min fagforening, Journalistforbundet. Her blogger jeg lejlighedsvist og mestendels om medieforhold i USA. Reglen er her, at hvis blogposten står på Journalisten.dk modtager skribenten ingen penge; journalisternes fagforbund bruger med andre ord gratis journalistisk arbejdskraft online. Mens man prompte modtager betaling, hvis ens blogpost trykkes i papirudgaven af Journalisten. Forsøg på at ændre dette er blevet nedstemt i hovedbestyrelsen.

Vilkårene er de samme på dagbladet Politiken, hvor jeg er tilknyttet som såkaldt ”debattør”. Jeg skriver med glæde til avisens debatsektion, men da jeg kun modtager et honorar, når jeg optræder på papir, har jeg meddelt redaktøren på Rådhuspladsen, at min aktivitet af denne grund er begrænset til de indlæg, avisen vil trykke. Og det selv om jeg af og til har haft lyst til at bidrage til Politiken.dk. Men jeg gør det ikke gratis.

Net-navne er fremtidens reklamesøjler
Mediechefer vil hertil indvende, at grunden er indlysende: man kan ikke tjene nok penge på nettet til at man kan lønne skribenterne. Penge tjener man fortsat på den ”gamle” avis. Hvis det så bare var sandt. Men det er det ikke. Der er flere og flere netmedier, der løber udmærket rundt, og papirmedierne burde for længst have indset, at de bedste navne bør betales på nettet. Og betales godt, for de fungerer som fremtidens reklamesøjler for deres medier. Se blot på Berlingskes (betalte) stjerneblogger Anne Sophia Hermansen. Hun giver Berlingske langt mere omtale end omvendt.

Det nyeste eksempel er imidlertid Altinget.dk – et netmedie, der lønner sine skribenter – der fik historien om Villy Søvndals afgang solo. Der er blevet klappet ad Altinget, men hændelsen er samtidig blevet affærdiget som et resultat af et ”særligt tillidsforhold” mellem politisk journalist Erik Holstein og partiformanden.

Det, tror jeg er forkert.

Oline medier først i USA
Tværtimod er jeg sikker på, at episoden blot er den første i en tendens, hvor netmedier i stigende grad bliver stedet, hvor ”breaking news” lanceres. Det sker regelmæssigt i USA, hvor online medier som 'The Drudge Report', 'Politico' og 'Daily Beast' ofte er først med historier, hvorefter de etablerede aviser som Washington Post, Wall Street Journal og New York Times kan printe (og netversionere) historierne efterfølgende. Hvorfor skulle dem, der leverer nyhederne – politikere, partier, interesseorganisationer, kendisser, eksperter, organisationer – ikke vælge et medie, hvor de selv timer udgivelsestidspunktet?

Det har store fordele for afsenderen, og de ved jo – som SF også bagefter sagde – at hvis bare historien er god nok, følger printmedierne lynhurtigt efter.

Alligevel er medieledelserne kun langsomt ved at indstille sig på en ændret arbejdsdeling. I min egen del af verden har Politiken ansat en net-USA-korrespondent. Meget af Poul Høis dækning på Berlingske er også netbaseret.

Det er prisværdigt, men det går dæleme ikke tjept. Uanset at læsernes vaner ændres i rasende fart. Kig på enhver rapport over ”mediernes tilstand 2012”, og tendensen er den samme. De unge mediebrugere kommer aldrig tilbage til papir, når det gælder nyhedsformidling og analyse. Med magasiner er det fortsat en anden sag.

Anderledes blandt unge 
Men lige så langsomme cheferne er, lige så træge er journalistkredsen, når det gælder tilpasningen af egoer og selvfølelser. For stort set alle journalister over 35 er det fortsat ikke en forfremmelse at blive rokeret fra ”printavisen” til ”den elektroniske avis”. For de unge ser det heldigvis anderledes ud. Det samme ser man selv i forandringsparate USA, hvor der blev draget et kollektivt overraskelsens suk, da en af Washington Posts absolutte stjernejournalister, Howard Kurtz, frivilligt skiftede hovedstadens førende avis ud med netmediet, Daily Beast for to år siden.

Jeg skal hilse og sige, at det er gået Kurtz glimrende, siden han gik digitalt. Han tjener ikke mindre, han læses ikke mindre – tværtimod – og han kommer lige så ofte i TV og radiostationernes talkshows.

Ib bag betalingsmur
En anden, sidste – men beslægtet problemstilling – om eksklusivitet på print er, når en gammeldags indstilling i en avisledelse går ud over en stjerneskribent. Jeg mødte i august i privat sammenhæng den super-dygtige politiske kommentator og analytiker Helle Ib. Hendes analyser er, efter hun har skiftet avis, skjult bag en betalingsmur. Det er ærgerligt for alle os, der ikke vil holde Børsen, og som nu savner hendes skarpe analyser. Men det er også trist for hende selv og dårligt for hendes avis.

For det er uomtvisteligt, at Ibs profil i det samlede danske mediebillede er mindre højprofileret end dengang, hun kunne læses på BT på nettet og dele sine analyser på Facebook og Twitter. Børsens avisledelse er efter min mening galt på den. 

Lad gå med, at analyserne kan være betalt stof den dag, de udgives. Jeg har respekt for princippet om, at man vil give sine læsere en unik oplevelse – på print og digitalt. Men ærligt talt – daggamle analyser læses kun af aficionados og giver ingen penge. Dem kunne man med fordel løsgive online 24 timer efter, de var trykt. Det ville blot højne kendskabet til både avisen og skribenten.