Af Bent Falbert, kommentator, politisk kommentator og fhv. chefredaktør for Ekstra Bladet

 
Debatten om journalisters omgang med politikere og deres presserådgivere er mærkelig historieløs. Den verserende skattekommissionssag rummer ganske vist eksempler på, at pressefolk kæler alt for intimt med spindoktorer. Men fordømmelsen visse steder af lokumsaftaler mellem journalister og politikere er puritansk.

Jensen på spring
Politiske reportere har altid handlet med politikere. Jeg mindes, hvordan Ekstra Bladet i 1984 havde opfundet glosen skatteål. Nu gjaldt det om at udbrede den. Til det formål blev Jens Peter Jensen, MF for Venstre, engageret. Den politiske redaktør Mogens Bille aftalte med ham, at han under en debat med god pressedækning skulle tale om ’skatteål’ fra Folketingets talerstol.
Det gjorde han med glæde, hvorefter han med samme glæde indtog den gode frokost, Ekstra Bladet bød på i Snapstinget. Her sparede han og en del andre politikere mange husholdningspenge ved at optræde som mediernes mæcener med gode tip.
På den måde hjalp han med at bære glosen ’skatteål’ ind i Den Danske Ordbog.

Agent Olsen
Eller tag dr. polit. Erling Olsen, der som boligminister i Anker Jørgensens regering blev engageret af Ekstra Bladet til at afsløre sine ministerkollegers latterligheder under pseudonymet Dr. Mefisto.
Bl.a. afdækkede han Ritt Bjerregaards fine fornemmelser, som efter hans mening gjorde hende bedst egnet til en fornem post i udlandet.
Olsen blev afsløret af sin rasende, humorforladte kollega Karl Hjortnæs, der forlangte ham fyret som minister. Anker nøjedes med en røffel.

Livlig handel
Mere kontante politiske nyheder blev handlet af med politikere, der sad i Statens Ligningsråd, finansudvalget, eller som røbede hemmeligheder fra gruppemøder. Den slags historier kunne sagtens indebære, at journalisten kom til at medvirke i en politisk intrige - uden altid at kunne overskue virkningen.
Jeg synes, det afgørende var, at vi gik efter alle partier, så ingen var fredet. Dog foregik det undertiden på den fikse måde, at den ene politiske medarbejder holdt sig gode venner med kilder i ét parti – og lod sine kolleger på bladet om at angribe dét! Og omvendt.

Faren er dovenskab
Der er altså ikke noget nyt i, at der handles med historier. Det blev der også i 70erne, 80erne og 90erne. Både med politikere og deres pressemedarbejdere. Det er der intet galt ved.
Forskellen er, at mængden af presserådgivere er vokset vildt. Men især, at dovne eller fortravlede journalister lader sig nøje med at tale med disse rådgivere.