Debat: Berlingske-salg kan frigive støttemillioner

  Indlægget er skrevet af Rasmus Nielsen, udgiver af Altinget.dk, næstformand i Danske Specialmedier og medlem af Danske Mediers bestyrelse. Det muligt forestående salg af Berlingske Media kommer tilsyneladende til at falde sammen med de igen-og-igen udsatte politiske forhandlinger om omfordeling af den statslige mediestøtte fra print til online og fra store til små medier.

 

Indlægget er skrevet af Rasmus Nielsen, udgiver af Altinget.dk, næstformand i Danske Specialmedier og medlem af Danske Mediers bestyrelse.

Det muligt forestående salg af Berlingske Media kommer tilsyneladende til at falde sammen med de igen-og-igen udsatte politiske forhandlinger om omfordeling af den statslige mediestøtte fra print til online og fra store til små medier.

Dermed har regeringen scoret en kærkommen - omend utilsigtet - mulighed for at koble konkurrenceregler om pluralisme i demokratioplysningen sammen med de nye støtteregler. Det hedder
slet og ret koncernloft. Det skal ned.

Stopper for støtte-eksport
Regeringen skal sørge for at sætte koncernloftet sådan, at JP/Politiken så at sige ikke skal kunne købe sig mediestøtte med over fra Pilestræde, hvis de køber de berlingske dagblade. JP/Politiken får
rigeligt med støtte i dag, og hvis de har råd til at købe rivalen med et hiv i deres pengetank, har de også råd til at drive Berlingske uden
de hundredevis af millioner af statskroner, som det gamle konservative bladhus får direkte og indirekte gennem nulmoms på print får i dag.

Momsfritagelsen har for Berlingske Media en værdi på ca. 260 mio. kr. og for JP/Politiken 288 mio. kr. (beregnet i februar i år), mens den direkte støtte i 2010 (nyeste tal) var på ca. 90 mio. kr. for Berlingske Media og 53 mio. kr. for JP/Politiken (kilde: Danske Medier).

Radikalt hjerteblod
Det vil også være urimeligt, hvis de udenlandske ejere, der på tragisk vis lader verdens ældste dagblad miste sin selvstændighed
og overgå til ærkefjenden, skulle have en højere pris begrundet i dansk statsstøtte. Det kan de danske skatteydere slet ikke være tjent med.

Derfor kan regeringen indirekte hjælpe det gode danske mediehus JP/Politiken til en lavere pris på Berlingske, hvis den med rettidig omhu i tide melder klart ud, at en supertanker i det danske mediebillede ikke bare kan lægge millioner og milliarder i statsstøtte oven i hinanden. Kan du så få skrevet det på din Facebook, Uffe! Det må da være radikalt hjerteblod at hjælpe Rådhuspladsen, der i så mange år indrykkede gratis annoncer for De Radikale...

Kan frigive millionbeløb
Jeg er naturligvis ikke blind for, at et sænket koncernloft på en JP/Politiken-Berlingske konstruktion kan frigive et millionbeløb,
som kulturministeren kan bruge til at leve op til sit løfte om at ligestille de fritstående netmedier og andre specialmedier med de store, tunge printaviser.

Noget helt andet er så, at den gamle hædersmand Mærsk må rotere i sin grav over, at han engang grundet sin legendariske familieforfængelighed med sit aktiesalg lod Berlingske sejle sin egen sø, så det konservative flagskib måske skal styres af JP og Politiken, der begge i følge deres respektive fundatser udgives på liberalt grundlag.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også