MediaMatters skrives af Cathrine Gyldensted. Journalist og Master i anvendt positiv psykologi fra University of Pennsylvania, USA. Medlem af bestyrelsen for tænketanken og nyhedsbureauet YGlobe.

Hvad har Batman-biografmorderen James Holmes tilfælles med Anders Bering Breivik?

Umiddelbart en masse, fordi de begge to har slået civile mennesker ihjel i omfattende skudmassakrer. De to mænd har dog yderligere det tilfælles, at de trigger en automat-reaktion på flertallet af nyhedsredaktioner. Vi skal ud og dække historien, og fortælle den med ofrene i centrum.

I Colorado og på Utøya var der ofre til overflod - ingen tvivl om det. Men sådan er det ikke i flertallet af nyhedshistorier. Her producerer vi ofrene selv.

Det "gode" caseinterview
Som nyhedsjournalist vidste jeg præcist, hvordan et “godt” caseinterview skulle turneres. Først spørge ind til før begivenheden og få reflektioner på det. Så stille simple, opfølgende spørgsmål som får personen til at oprulle det hændte. Ofte tab af familemedlem, sygdom, snydt af systemet, etc.

Jo mere du som journalist evner at få vedkommende til at zoome ind på detaljer i hændelsesforløbet, jo større bliver det øjeblik, du i virkeligheden sidder og venter på. Nemlig reaktionen på, hvordan vedkommende har det med det skete. Her får du ofte kraftige reaktioner, nogle gange tårer, vrede, afmagt.

En reaktion som altid blev forstørret af, at du netop har ført din interviewperson mentalt igennem begivenheden én gang til. Bingo, så havde jeg min sync, som det hedder på TV. Med masser af følelser i. Godt TV med andre ord.

Offer-fødselshjælper
Vi kan også kalde det, hvad det er. Jeg havde netop været fødselshjælper til endnu et offer til befolkningen. Ikke nok med, at jeg bringer den interviewede i en sindstilstand, hvor vedkommende føler sig som offer - igen. Jeg bringer også offerfremstillingen med mig ind i hele indslagets tone og vinkling. Her slutter det ikke, for offertilgangen bliver projiceret fra skærmen over i de mennesker, som sidder og ser nyhederne.

Det kan nok være, at jeg som journalist gerne vil tjene borgerne, men jeg er med til at fremhæve en offertilgang til alting. Ud over, at journalistikken dermed bliver skæv, så er det med til at udpine journalistikkens betydning for folk. Tiden skriger på de inspirerende eksempler, på kloge løsninger og bud på mental robusthed. Dette skal medier i 2012 også afspejle.

Hvis du som journalist læser det her og tænker, at det ikke er noget for dig, så overvej blot en kort stund, hvordan du har det med, udelukkende at dække negative, patologiske tilstande i verden?
Overtræder du dermed ikke den grundlæggende journalistisk værdi, at fortælle flere sider af samme sag?

Helte og løsningsmagere
Oppe i den positive halvdel vil du finde heltene, de robuste mennesker og løsningsmagerne. Bevar din kritiske tilgang, men brug den på en anden måde. Du kan begynde med at spørge dine casepersoner til, hvad de selv har gjort for at løse problemerne? Har der været hjælpere? Har de lært noget af forløbet, som er konstruktivt eller inspirerende?

Der findes eksempler på ikke-ofre på den offentlige scene: Lisbeth Zornig Andersen (foto), krigsveteranen som har fået nyt mod på livet. Se evt. eksemplet her fra amerikanske 60 Minutes/CBS. Der er også Flemming Kofoed Svendsen som mistede sin familie i Banda Aceh tsunamien, Norges Jens Stoltenberg i sin Utøya mindestale samt ikoniske Nelson Mandela, som valgte en anden vej end ofrets efter 27 år i fængsel og derigennem inspirerer millioner.

Så, begynd denne nye sæson med at slå offeret ihjel.