Falbert: DR pjatter med pengene

  Af Bent Falbert, kommentator, fhv. chefredaktør for Ekstra Bladet

 

Af Bent Falbert, kommentator, fhv. chefredaktør for Ekstra Bladet


De politiske forhandlinger om fremtidens fordeling af den offentlige mediestøtte er udsat endnu en gang. Kulturminister Uffe Elbæk (R) vil først have et generelt medieforlig på plads. Han indkalder til møder om det i september. Det giver tid til at tænke forfra for politikere med anlæg for denne sjældne aktivitet.

Erfaringsmæssigt er det millioner, politikere flytter på, mens milliarderne ligger fast. Et af dogmerne er, at Danmarks Radio vedblivende skal have de penge, Danmarks Radio er vant til at få. Altså 3.500.000.000 kr. årligt. Jeg mener, tiden er inde til at reducere det beløb drastisk.

Pjank og misbrug
Det er der tre grunde til: Dels leverer DR alt for lidt public service-stof til at berettige en så svimlende tvangslicens. Dels pjatter DR med pengene. Dels misbruger DR sin fede statsfinansiering som bekvem basis for at skaffe sig kommercielle indtægter.

Med andre ord: Hvis DR er så dygtig til at drive forretning, må foretagendet være i stand til selv at skaffe sig indtægter, som kan træde i stedet for statsstøtte.

Her blot nogle få eksempler på, hvad jeg mener: Skønt DR har brugt et svimlende milliardbeløb på at opføre sit overdrevent store palads på Amager, elsker statsfunktionærerne at øse penge ud på at indrette studier alle mulige andre steder. Aftenshowet, der sendes dagligt kl. 19 til 20, var i juli henlagt til Kongens Have, og fra næste uge sendes der fra Islands Brygge i til lejligheden indrettede faciliteter. Der findes ingen fornuftig forklaring på disse dyre skovture væk fra den øde DR-by - ud over, at der må være for mange penge i kassen, når der er råd til dem året rundt.

Folkevandring til OL
Nogle af kronerne stammer fra DR's stigende sponsorindtægter. Officielt må Statsfjernsyn 1 ikke bringe reklamer. Men det gør DR alligevel – i form af et kraftigt forøget antal sponsorskilte, der p.t. er med til at betale for udsendelse af ikke færre end 59 tv-medarbejdere til de olympiske lege i London.

Statsradiofoniens folkevandring har muliggjort, at der via beslaglæggelse af både DR1, DR2 og DR HD transmitteres 700 timers OL. Selv det mest inferiøre spydkast gøres til en verdensbegivenhed på bekostning af alle mulige andre programmer. Public service har i sandhed skiftet betydning.

Remake af TV3-serie
Hvis man tager langsynsbrillerne på, er det indlysende, at DR har mistet orienteringen. Kampen om at læse dagbladenes nyheder højt på skærmen har DR for længst tabt til TV 2. Nu skal overdreven OL-dækning generere seere med hang til marginale sportsgrene.

DR's næste træk er endnu fladere: Jeg ser, at statens fjernsyn averterer efter unge mennesker, der drømmer om at få større bryster, fladere maver eller kønnere næser. Der bliver angiveligt tale om et DR-remake af ’Klinikken’, sidste års TV3-serie, som gjorde plastikkirurgi populært i brede lag.

Jeg kan oplyse, at tv-serier om kropsforskønnelse ved hjælp af skalpel er lavet mindst fire gange tidligere. Måske kunne DR nøjes med at købe en af dem i stedet for at shanghaje ung hud med trang til 15 minutters berømmelse?

Nå, nej. DR har jo helt åbenbart en masse penge, der skal brændes af. Det er derfor, jeg mener, DR sagtens kan undvære en stor del af den årlige gave på 3,5 milliarder kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også