MediaMatters: Fra West Wing til Newsroom

  MediaMatters skrives af Cathrine Gyldensted. Journalist og Master i anvendt positiv psykologi fra University of Pennsylvania, USA.  

 

MediaMatters skrives af Cathrine Gyldensted. Journalist og Master i anvendt positiv psykologi fra University of Pennsylvania, USA.

 

I det danske medielandskab møder jeg mange, som elsker den amerikanske TVserie 'West Wing', der gennem mange sæsoner blotlagde, hvad der foregik bag magtens kulisser og fascinerede sine seere med meget realistiske indblik i hvordan politik på højeste plan foregår. Som titlen antyder fra den amerikanske præsidents stabsbygning 'West Wing'. Nu har West Wings skaber, Aaron Sorkin lanceret et nyt TV drama på HBO nemlig 'The Newsroom' , som foreløbig deler vandene blandt anmelderne.

Men en ting kan vi med rette lade os inspirere af fra The Newsroom og det er noget, som vil øge mediernes og journalistikkens hellige gral, nemlig troværdigheden. Mere om det senere.

Flere seere end Fox News
Amerikanerne har i skrivende stund kun set to afsnit af serien, men The Newsroom har allerede flere seere end de udsendelser, den portrætterer. Fox News er den mest sete nationale nyhedsudsendelse i USA med omtrent 1.8 millioner seere, hvor alle andre ligger betydeligt lavere.

The Newsroom åbnede med 2.1 millioner seere. I sig selv tankevækkende, at den fiktive version tiltrækker flere seere end virkelighedens produkt. Men seertal er ikke Sorkins eneste ærinde.

"Do better"
The Newsroom handler om livet på en landsdækkende TV nyhedsredaktion og præges af en længsel efter nyheder med substans, efter TV-stationer, som ikke er politisk styrede, efter et opgør med sladder -, stunt - og skænderi-journalistik. I det første afsnit ser vi, hvordan vores hovedpersoner vælger modigt.

De hælder en næsten færdig udsendelse ud for at dække den vigtige, substantielle historie, som er oliekatastrofen på BP´s Deep Water Horizon boreplatform. Fordi nyhedsjournalister og deres chefer kan, som den kvindelige hovedperson gentager igen og igen: “Do better”. Nyhedsværten i centrum bliver eksempelvis skoset for at minde om Jay Leno, den gemytlige amerikanske komiker og talkshowvært, som aldrig for alvor træder nogen over tæerne. Nyhedsværten takker tørt for sammenligningen med kommentaren: “I wish I had Leno´s ratings”, men han træder efterfølgende i karakter.

Input fra fiktionen
I USA er anmelderne delte omkring serien. Mange mener, den er for salvelsesfuld og glorificerer, hvordan tingene var i gamle dage. Andre, som CBS´s mangeårige, men nu fratrådte TV spydspids, Dan Rather, elsker serien og kalder den en klassiker. Uanset hvad, så bruger serien hovedsagligt tiden på at give et ret realistisk blik ind i nyhedsrummet på en tv-station. Den viser tempoet, tvivlen, hvilke ting vi vælger til - samt hvilke ting, vi vælger fra. Netop dette, er det interessante input fra fiktionen, som vi i de rigtige medier, kan bruge til noget.

Det er normalt et no-go at vise proces frem. En af Danmarks dygtigste undersøgende journalister beklagede fornyligt tendensen om minutter brugt på at vise processen, i stedet for at bruge al tiden præcist på selve sagen. Jeg forstår manden. Men der er noget, der tyder på, at vores publikum - borgerne som vi er til for at tjene - faktisk gerne vil kende mere til vores proces.

Bag kulisserne
Jeg deltog for nyligt i en konference, hvor en af debatterne handlede om, hvordan mediers indhold kan nytænkes . Her efterlyste publikum af flere omgange og uafhængigt af hinanden, at få indblik i journalisternes proces. De vil bag kulisserne:

Hvordan bliver historierne til?
Hvad er diskussionen på redaktionen?
Hvad vælger vi til?
Hvad vælger vi fra?

Altsammen for at give vores brugere mere indblik i skabelsen af det, vi kalder tilstræbt objektivitet. Jeg ved, at dette format vil blive et hit og til gavn for journalistikken.
Helt uden fiktion.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også