Efterkritikken er skrevet af lektor på Center for Journalistik ved SDU, Anne Lea Landsted.

En god – nu afdød - kollega sagde en gang til mig. Journalister er flokdyr. Når førerfåret går over på en anden mark og græsser, følger resten automatisk med.

Ser vi på de seneste ugers større mediebegivenheder, kan der være noget om snakken. Journalisterne følger flokken – få skiller sig ud – og derfor ender vi undertiden med en række unuancerede enten eller historier.

Friis' Ukraine-besøg
Lad os begynde med fodbold EM i Ukraine. En række europæiske statsledere meldte fra til åbningen i protest mod styret i Ukraine. Den danske regering var i tvivl, men endte med at sende kulturminister Uffe Elbæk af sted, og så brød helvede løs.

Uffe Elbæk blev med et pennestrøg forfremmet til statsleder, selvom han i parentes bemærket ”kun” er Kulturminister og derfor ikke helt kan sammenlignes med statsledere som Frankrigs præsident, Francois Hollande, Tysklands Angela Merkel og formanden for EU kommissionen José Manuel Barroso.

Oppositionen – anført af Venstre – havde kløerne længst fremme. Lykke Friis og Søren Pind ville i hvert fald ikke deltage, hvis de stadigt var ministre, og deres synspunkter blev flittigt ført frem af medierne. Ikke mange journalister hæftede sig ved det faktum, at Lykke Friis – som minister – et år tidligere selv besøgte Ukraine for at udvikle de økonomiske forbindelser mellem Danmark og Ukraine.

På det tidspunkt var styret i Ukraine det samme, og menneskerettighedssituationen uforandret – blandt andet var den tidligere regeringsleder Julia Timosjenko lige blevet fængslet.

Statsbesøg uden nuancer
Nuancer var der heller ikke mange af i medierne, da Kinas præsident og leder af en af verdens største økonomier, Hu Jintau, besøgte Danmark. Det var enten eller. På den ene side var der kontakterne og kontrakterne med erhvervslivet, som kunne give arbejdspladser til Danmark. På den anden side det kedelige aber-da-bei, at Kina ser stort på menneskerettighederne og netop havde lukket for adgangen til Tibet.

I den forbindelse var det i øvrigt interessant at iagttage, hvordan en avis som Ekstra Bladet, der normalt ikke interesserer sig en døjt for Tibet spørgsmålet, pludselig gjorde sig til bannerfører for Tibet og menneskerettighederne med et plakatstunt.

Alt det midtimellem var der ikke mange, der beskæftigede sig med, og det er ellers her, det begynder at blive interessant. Kun få har korrespondenter i Kina – derfor var der ikke mange historier fra riget i midten, som måske kunne sætte tingene lidt i relief, og man sad derfor indimellem tilbage med en fornemmelse af, at Kina ikke har flyttet sig meget siden Maos dage. Bortset fra økonomien.

Mur af blå politibusser
Der var heller ikke mange, der satte spørgsmålstegn ved, at ytringsfriheden i Danmark for en stund var sat ud af kraft eller i hvert fald gemt bag en mur af blå politibusser, så den kinesiske præsident og hans følge ubesværet kunne køre over Christiansborg Slotsplads, gennem Dronningeporten og til Galla middag med dronningen, regeringen og erhvervslivet.

Det var ellers en meget fredelig demonstration, der ikke gjorde meget væsen af sig, og som vores kinesiske gæst vel egentlig kun ville have haft godt af at se, når vi nu holder så meget på, at Danmark går ind for ytringsfrihed og andre basale menneskerettigheder og gerne belærer andre lande om, hvordan de skal opføre sig på netop det punkt. Måske var det, fordi demonstranterne var fredelige og ikke råbte op, at kritikken lige så stille døde hen. I hvert fald kom der aldrig svar på, hvem der havde bedt politiet om at blokere udsynet til demonstrationen.

Pressen hæftede sig i stedet ved, at den kinesiske præsident ikke ville stille op til pressemøde, men det var jo ikke noget nyt – det har han vist ikke gjort i ti år.

Så var der hele spørgsmålet om de mange danske arbejdspladser, vores kinesiske forbindelse havde udløst. Det svævede lidt i det uvisse – men det måtte være mange at dømme efter presseomtalen og statsministerens udtalelser – det var lige før, man følte finanskrisen forlade Danmark sammen med Hu Jintau - indtil Information i begyndelsen af ugen gjorde regnestykket op.

10 milliarder til Kina og 155 arbejdspladser til Danmark. Godt så.

Løftebrud - eller ej
Mens Ukraine og Hu Jintau kun trak overskrifter kortvarigt, er der stort set ikke gået en dag, siden den nye regeringen tiltrådte, hvor medierne ikke i samlet kor har råbt løftebrud, når taler faldt på Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF). Forleden kunne ugebrevet Mandag Morgen så offentliggøre en analyse, som viser, at regeringen faktisk har indfriet langt flere løfter end medierne – og oppositionen - har givet indtryk af.

Ud af 270 forslag i regeringsgrundlaget er 70 vedtaget, mens der forhandles om andre 148, så at SRSF regeringen skulle være danmarksmestre i løftebrydning er en myte, konkluderer ugebrevet

S og SF har således i al ubemærkethed formået at få langt hovedparten af deres mærkesager igennem, mens medierne har haft blikkene stift rettet mod de løfter, der ikke blev indfriet som betalingsring, velfærd frem for skattelettelser og loft over antallet af elever i klassen.

Så efter et par uger med lidt for mange medier, der fulgte flok i sager, der ellers godt kunne have tålt nærmere kritiske eftersyn, glæder jeg mig til den dag, journalisterne og redaktørerne igen standser op, tænker sig om og tør skille sig ud fra flokken.