Af Bent Falbert, kommentator, fhv. chefredaktør for Ekstra Bladet

 
Jeg blev forleden spurgt om, hvad jeg mener om kulturstof i DR. Jeg svarede, at det ville være en god idé.

Jeg har længe undret mig over, at det næsten ikke forekommer. Det er en debat, som DRs mange direktører ikke deltager i offentligt. De siges at være travlt beskæftiget med at bekrige hinanden. Derfor hører vi så lidt til dem.

Svar udbedes
Den eneste, der en sjælden gang giver en kommentar fra sig, er DRs såkaldte kulturdirektør Morten Hesseldahl, som har institutionens mindste embede. Han har dog endnu ikke svaret på:
1) hvorfor der kun ofres én times ugentlig radio på litteratur og én forfattersamtale på DR K, mens bøger ellers er forvist fra DRs seks tv-kanaler
2) hvorfor ingen tv-kanal beskæftiger sig med, hvad der foregår på teatrene, skønt det ville give gode billeder?
3) hvorfor film især omtales i radioen men ret småt i et program på DR K, skønt jeg skulle tro, fjernsynsmediet var bedst egnet til lige præcis film
4) hvorfor malerkunst kun omtales i en quiz, trods tvs gode muligheder for at vise den frem

Det kan ikke være mangel på penge og mandskab, der hindrer DR i et opfinde kulturstoffet. For statsradiofoniens 3.000 medarbejdere får 3,8 milliarder kr. om året til at lave programmer for. Altså over en million kr. pr. ansat. Det er vilje og prioriteringsevne, der savnes.

Et lille egnsteater
Lad mig retfærdigvis huske, at der findes lidt kultur i DR. Radioens P1 byder på Kulturnyt, som er et strejftog gennem små smagsprøver på det, der kunne have båret gedigne programmer. Og DR2 har da en gang om ugen indkaldt tre amatører til at forklare Adrian Hughes, om de kan lide en bog eller en ballet. Han byder på underholdende gæster ind imellem, Men programmet er et lille egnsteater, der ikke er i nærheden af at dække blot de største begivenheder på kulturfeltet kvalificeret.

Enhver kan se, at DR ikke lever op til de basale krav, licensbetalerne har lov at stille med alle de penge, de tvangsafkræves. Bestyrelsen og politikerne bag medieforliget er åbenbart ligeglade med dette svigt.

Det nærmeste, DR kommer opfyldelse af public service-krav på kulturområdet, er på DR-K-kanalen. Den er til gengæld i 86 pct. af tiden proppet med gamle programmer, som genudsendes. Det er altså især fortidens kulturfænomener, der bydes på. Historisk public service, kan man kalde det.

Striktrøjen og statsministeren
På dette sted hører jeg for mit indre øre Morten Hesseldahl henvise til DRs elskede dramaer. Jeg kan kun give ham ret, uanset om det gælder kvindekommissæren i striktrøjen eller Danmarks bedste kvindelige statsminister, Sidse Babett Knudsen. Glimrende, glimrende.

Men bemærk lige: DR producerede kun 19 timers drama i 2011. Hvis det føles af mere, skyldes det et skamløst antal genudsendelser. De tungnemme kan nemlig ikke klage: Repetitionerne løb i 2011 op i 65 pct. på DR 1 og 60 pct. i DR 2. Hver times produktion begraves altså i to timers gentagelser.

Derfor: Kulturstof i DR? Jo, det vil være en knippelgod idé!