Efterkritikken er skrevet af Lise Lyngbye, der er journalist, master i retorik og formidling og journalistisk lektor på Center for Journalistik, SDU.

Tag denne her: ’På mødet vil de tre repræsentanter (…) informere ministeren om de lokale problemstillinger’. Eller denne: ’(…) i stedet for at gå direkte i flæsket på de åbenlyse problematikker, danser Hallström rundt om dem uden at bide fat’.

To sætninger taget fra to artikler, skrevet i to forskellige genrer, bragt torsdag i to aviser, en lokal og en landsdækkende. Hvad har de til fælles?

De behandler begge, ja, hvad behandler de egentlig? Problemstillinger? Problematikker? Eller bare ganske almindelige problemer?

Jeg oplever – først og fremmest i de talte medier, men også i de skrevne – en tendens til, at sproget pustes op. Det er der ikke noget nyt i; undervisere på skrivekurser har i årevis hjulpet akademikere og administratorer med at lukke luften ud af deres oppustede sprog. Nej, det nye er, så vidt jeg kan se, at de oppustede ord sniger sig ind i journalisternes ordforråd. Sprog har det jo med at smitte.

Et trin op ad abstraktionsstigen
Men tilbage til problematikken med problem. De gængse ordbøger er ikke klare i mælet, når man prøver at finde ud af, hvad forskellen på problem, problemstilling og problematik er. Velsagtens fordi de to lange former er ved at ændre betydning. Men hvis man skal uddrage essensen, så er problemstilling og problematik synonymer og kan oversættes med problemkompleks eller i en lidt længere form ’flere sammenhængende problemer, som vedrører en bestemt sag eller et bestemt forhold, og som behandles eller søges løst som en helhed’.

Når man skifter ordet problem ud med problemstilling eller problematik, går man altså et trin op ad abstraktionsstigen: fra et konkret problem til flere sammenhængende problemer. Eller sagt med andre ord: at kalde et problem for problemstilling eller problematik gør sproget mere abstrakt og dermed sværere tilgængeligt for modtagerne.

Mål kontra målsætning
Og det er ikke kun problemer, der gøres abstrakte. Et andet eksempel er ordet målsætning, som er på vej til at erstatte den kortere og mere konkrete form mål. Det er ikke forkert at sige/skrive målsætning i stedet for mål. Det er bare ikke nødvendigt. De sidste syv bogstaver er overflødige kalorier. Se fx disse eksempler fra henholdsvis en landsdækkende og en lokal avis onsdag og torsdag: ’Formanden for Aarhus Kørelærerforening (…) forklarer, at foreningen har en målsætning om, at højst 20 pct. må dumpe til teoriprøven (..). Og: ’Målsætningen var dengang at få 15 procent flere aktive’. Begge steder kunne der lige så godt have stået mål. Helt absurd blev det, da en kilde i et radiointerview forleden sagde: ’ (…) har sat sig ambitiøse målsætninger’.

Og hvad er så forklaringen? Når man søger ordene på Infomedia, viser det sig, at de lange former ofte, men – som eksemplerne viser – ikke altid findes i direkte citater fra kilder. Det samme har jeg oplevet i radio og tv. Uvanen med at puste sproget op kommer altså tilsyneladende fra kilderne, hvoraf mange jo er akademikere og dermed vant til at tumle sig i det ukonkrete videnskabssprog, der bl.a. andet er karakteriseret ved, nå ja, at tingene ofte siges langt, hvor de kunne siges kort. Hvis journalisten, der formidler de talte og skrevne ord, ikke er bevidst om sit eget ordvalg, så sker det: Han/hun overtager kildens sprog og gør det til sit eget. Som i dette eksempel fra en lokalavis torsdag: ’Selvom Lasse Bækdal Ahrendsen er spået gode chancer, så er målsætningen ikke at blive Europamester. »Målsætningen er en podieplads og medaljer i de individuelle discipliner (…)«, fortæller den talentfulde styrkeløfter (…).

Nye ord bobler op
Der er masser af andre eksempler på oppustede ord, fx har ordet efterfølgende anvendt som biord i høj grad erstattet de udmærkede ord bagefter eller siden, ligesom ordet fremadrettet er ved at erstatte fremover og for fremtiden.

Jeg har ikke spor imod sproglig udvikling. Tværtimod synes jeg, det er pragtfuldt, at der bobler nye ord op i sproget. Jeg har bare noget imod, når sprogudviklingen er bagudrettet (!) og puster korte, konkrete ord op til lange, abstrakte.

Til sidst dog et forbehold: Dette er ikke forskning. Det er nogle betragtninger over et øjebliksbillede af det danske mediesprog. Og sprogrobotten Berta (udviklet af min kollega på Center for Journalistik Filip Wallberg) kommer efter mig, hvis jeg ikke skynder mig at tilføje, at en ordoptælling i en lang række medier over to måneder tidligere på året viste, at ordene problem og mål lever og har det godt.

Men alligevel …