Indlægget er skrevet af Informations korrespondent i Washington D.C. og blogger på USAnu, Annegrethe Rasmussen.

Det er mange år siden, at DR2 blev set som en fiasko. Mange vil have glemt det hånlige tilnavn om ”den hemmelige kanal,” der florerede i forbindelse med den uheldige lancering tilbage i 1996. Dengang den nye kanal kunne ses af få og for en tid fungerede som skraldespand i DR’s hektiske kamp om profilering over for det nye, mere folkeligt farverige TV 2. Forpjusket og uden en egentlig kanalstrategi overtog stedbarnet usorteret de smalleste/tungeste programmer fra DR1.
Men det ændrede sig, da alle danskere fik adgang til at se udsendelserne og især efter, at ”den kloge kanal” for alvor fik luft under vingerne med tiltrædelsen i 2003 af den dynamiske chef-duo Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl.

Hæv barren - sænk barrieren
De to kvinder – nogle af mediebranchens sejeste og skarpeste – besad den ingrediens, som topchefer skal eje for at få succes som mediechefer: et klart værdisæt, masser af gode ideer og modet til at få dem ført ud i livet. Og så var de åbne over for at lukke nye talenter ind og rent faktisk lytte til dem. Som jeg engang hørte de to formulere det ved et oplæg: “hæv barren og sænk barrieren” (det første for sig selv, det andet for modtagerne). Mange blev inviteret til at springe over gærdet.

Som bruger fik man fornemmelsen af, at intet var for dristigt, for klogt eller for frækt til DR2. Hvis bare kvaliteten var i orden. Og som bruger kunne man mærke, at kvalitetsbegrebet fik sig en overhaling. Med helt nye smagssammensætninger blev DR2 tv-verdenens pendant til det nye molekylære, globale cuisine. Elitære programmer fødtes på stribe – aktualitetsprogrammer som Deadline, Debatten og DR 2 Udland. Kulturprogrammer og talkshows der var båret af viden, eksperimenter og energisk engagement som Smagsdommerne og Den 11. Time. Samt bemærkelsesværdige satireproduktioner som Casper og Mandrilaftalen, Banjos Likørstue, Drengene fra Angora, Jul på Vesterbro, WulffMorgentailer, og Berthelsen - De Uaktuelle Nyheder.

Tak for kampen
Davidsen-Nielsen og Rabøl forlod skuden i 2007. Som de pæne mennesker, de var og er, hed det sig, at de havde sig lyst til nye horisonter. Mange omkring dem mente noget andet: at de to kvalitetsbevidste kvinder hverken orkede den ”dumbing down” som DR’s daværende generaldirektør Kenneth Plummer stod i spidsen for eller havde lyst til at tage flere holmgange i kampen om ressourcer med hovedkanalen.

Kampe hvor DR2 ofte blev mast i de interne diskussioner og hvor beskyldninger om drengerøve, “omklædningsrumsstemning” og bevidst udelukkelse fra beslutningsprocesserne bare var et udvalg og endda i den pænere ende. Hvorom alting er; kanalens identitet stod dengang fortsat relativt klar for seerne, og de to kvinder efterlod sig en velfungerende kanal, der tilmed var noget af en kæledægge i den kreative klasse.

Notkin tager over
Herefter tog en anden profil over. Den daværende chef for DR2-flagskibet, Deadline, Arne Notkin. Han var ikke lige så universelt populær i medieverdenen som hans to forgængere, men ingen beskyldte ham for at mangle sine meningers mod. Notkin var et godt valg, fordi DR2 havde brug for en fighter i magtkampene på de indre linier, og fordi han i den grad var en ideernes mand, uden frygt for at gå sine egne veje – en evne, som DR2 netop havde brug for.

På sine tidligere arbejdspladser var Notkin kendt for en sjælden ustyrlig lyst til at sige sin mening lige ud. Som en af hans gamle kolleger Hans Davidsen- Nielsen sagde i et portræt, jeg lavede i Information af Notkin i anledning af tiltrædelsen: “Jeg betragter ham som min journalistiske læremester. Især har jeg forsøgt at leve op til to tommelfingerregler, han lærte mig i sin tid: ‘Det er aldrig de gode mod de onde. Det er altid de onde mod de onde’. Og: ‘Hvis man roder med en pind, finder man som regel en lort’. Han er et unikt menneske, enormt skarp og ikke bange for nogen. Mange vil sikkert mene, at det er en svaghed, hvis man f.eks. gerne vil holde lang tid som chef; han går ikke op i at please nogen... Der skal nok blive gang i gaden.”

Halalhippier og lejesvende
Gang i gaden blev der på mange måder – både på den ene og den anden fløj. Da Notkin i starten af sin tid som chef for Deadline på DR2 stod fadder til debatprogrammet Adam & Asmaa, hvor Asmaa Abdol-Hamid fik sin debut som studievært iført tørklæde, rasede højrefløjen og dele af det “blå feministiske” miljø. Og da han i slutningen af sin karriere lod journalist Jacob Rosenkrands angribe en række navngivne journalister og kendte venstrefløjsfolk i programmet “De Røde Lejevende” skabte det kæmpe debat. Igennem hele perioden var der også debat om andre politisk ømtålelige emner som Halalhippier, etniske julekalendere og Mellemøsten.

Hvad der var mindre kendt i offentligheden var, at magtkampen på de indre linjer fortsatte for fulde gardiner og på mange fronter. Både over for DR1, der naturligvis er og skal være Danmarks Radios brede og største TV-kanal, og på kryds og tværs mellem forskellige chefer. Notkin kæmpede slag efter slag mod såvel daværende programdirektør Mette Boch og nyhedschef Ulrik Haagerup, og satte ifølge hårdnakkede rygter fra kulisserne i DR (og dem er der som Mediawatchs læsere vil vide, mange af) flere gange i kampenes hede sin stilling ind i forsvaret for “sin” kanal.

Til sidst fik han nok. Journalistikken kaldte, meddelte han i august 2011. Mange af hans (få tilbageblevne) allierede mente snarere, at han så skriften på væggen i lyset af en strøm af cheffyringer og forflyttelser og så sit snit til at finde sig et andet godt job i DR, mens han fortsat havde råderum til det.

Og taberne er ...
Mange på DR2 mener, at det især er chefen for DR-nyheder, Ulrik Haagerup, der har fået gavn af Notkins afgang. Sikkert er det i hvert fald, at DR1’s nyhedsprogrammer jævnligt profiterer af såvel overflytning af programmer som af dygtige ledere fra DR2. I starten af maj var det den særdeles kompetente chef for DR2’s Deadline og Debatten, Mette Hybel, som overtog det journalistiske ror på den sene TV Avis, 21 Søndag, DR1-magasinerne og Clement Søndag. Et betydeligt tab for både DR2 og Deadline og en gevinst for DR1.

Men uanset vinderne, står det glasklart hvem taberne er.

Det er os, der elsker DR2. Kanalen er en skygge af sig selv. Da jeg for en måned siden opholdt mig i Danmark i 10 dage, så jeg den hver aften; en dybt frustrerende oplevelse: sørgeligt at se en kanal, der er om ikke i dødsdrift så i hvert fald ude at svømme uden pejlemærker. Hvilken man nemt kan mærke som bruger.

Planløs flade
Hvor andre nichekanaler som Ramasjang (jeg havde børn med mig, så den så jeg også), den nye kulturkanal, Kanal K og rivalen TV 2 står klart og profileret frem – man behøver ikke se på sin fjernbetjening, man kan simpelt hen føle kanalens egenart efter få sekunder – så veksler DR2 planløst mellem gamle favoritter som Deadline – fortsat efter min mening et af de mest seværdige programmer DR kan tilbyde, om end den sidste såkaldte fornyelse af konceptet har ført til en udvanding og i hvert fald ikke har bidraget med yderligere kvalitet – og mærkværdige mere eller mindre eksotiske programmer, der ikke med nogen retfærdighed kan karakteriseres som andet end kedelige, irrelevante, lettere bizarre eller uvedkommende. Hverken skarpe eller kloge eller underholdende.

Jeg spurgte mig naturligvis for i løbet af de 10 dage, jeg var i landet. Man bør være forsigtig med at drage for bombastiske konklusioner på basis af egne fornemmelser. Især som boende i udlandet. Imidlertid var de 8 møder, jeg havde med et bredt udsnit af mediechefer og profiler i ugens løb forbløffende enige. Disse vidende branchekendere var faktisk så enige i min analyse af tingenes sørgelige tilstand, at selv jeg var overrasket. Jeg mødte omvendt ikke en eneste, der mente, at DR2 var blot i nærheden af at være den intellektuelt skarpe, dybdeborende, overraskende eller fornyende kanal, der er dens eksistensberettigelse.

Den ledige chefstol
Det kan der være mange grunde til. Men en af dem er så åbenlyst manglen på en ny, profileret kanalchef. DR2 har lige siden Notkins afgang 1. oktober 2011 betjent sig af en fungerende chef; en vicevært, som DR åbenbart ikke agter at udnævne til kanalchef, hvilket i øvrigt er helt urimeligt over for den pågældende, der på den måde ikke har en Kinamands chance for at træde i karakter. Enhver ved, at en chef, der har prædikatet “fungerende” på forhånd er handikappet, når der skal fordeles ressourcer og opdyrkes talenter.

Man må gå ud fra, at mediedirektør Gitte Rabøl er sig pinligt bevidst om miseren – ikke mindst på grund af sin egen fortid i stillingen. Efter sigende har hun i nu 10 måneder ledt med lys og lygte efter en værdig aftager uden at finde den rigtige. Igen siger Rygtebørsen, at flere har været til samtale, nogen er endt med at sige nej tak, andre er blevet afvist efter at være blevet vejet og fundet for lette.

På jagt efter en identitet
Men DR2 har desperat brug for en modig, visionær og nytænkende chef. Flere af kanalens flagskibe – som nævnt f.eks. Deadline hvor chefstillingen lige nu er slået op – trænger til at blive tænkt forfra. Der er brug for en boss, som kan stå i spidsen og lede, gerne en erfaren person, som ikke lader sig gå på af magtkampe og infights, men som først og fremmest har mod på stillingen og ideer på hylderne. DR2 skal gen(op)finde sit klare brand. Hvilket i øvrigt er en udfordring ikke bare for DR2 men for mange medier - se blot på 24Syv og de store omnibusaviser. Mange medier leder efter deres identitet i suppen af nyheder 24/7.

Men for DR2’s brand gælder det, at det skal være segmenteret og appetitligt for en veldefineret målgruppe; og være i stand til at lokke nye kunder ind i butikken. Ikke mindst de unge, der er på vej til helt at skippe TV. Det kan kun gå for langsomt.