Efterkritikken er skrevet af Peter Bro, professor (mso), ph.d., og leder af journalistuddannelserne i Odense på SDU.

Sjældent har præmisserne for et forskningsprojekt tiltrukket sig så megen medieopmærksomhed, som det har været tilfældet de forgangne uger. Det hele startede med en offensiv junior-forsker, hvis bramfrie konklusioner fra et endnu ikke færdiggjort ph.d.projekt om vuggestuernes tilstand havde oplagt forsidetække: ”Mange af jer mener, jeg er en klaphat. Til gengæld mener jeg, at mange af jeres institutioner er så elendige, at de burde lukkes," fortalte den pågældende ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet til et debatmøde på indre Nørrebro, som Berlingske refererede fra.

Forskeren har i medierne understøttet sine pointer fra Korsgadehallen med flere former for datamateriale, såsom videooptagelser, personlige observationer og så et efterhånden stærkt forkætret spørgeskema, hvor antallet af modtagere og skemaets anvendelighed siden er blevet draget i tvivl. Århus-forskeren hævdede – også efter at være forholdt tallet af Berlingskes medarbejdere – at 40.000 pædagoger havde modtaget skemaet. Men som et faktatjek fra Detektor i den forgangne uge var med til at afdække, findes der slet ikke så mange pædagoger her i landet.

Fra medieoffensiv til -defensiv
Med lidt god vilje er det rigtige tal snarere end fjerdedel, hvoraf der tilsyneladende kun var indkommet besvarelser fra lidt over 1400 medarbejdere. Dertil kommer så, at spørgsmålene var af tvivlsom kvalitet, i hvert fald ifølge seniorforskere på området. Og endnu værre var, at nogle af konklusionerne måske ligefrem var direkte misvisende. Medieoffensiven blev med andre ord på få dage afløst af en mediedefensiv, og mange hånlige kommentarer om klaphatte fulgte snart i alverdens former for medier, sociale- såvel som nyhedsmedier.

Som journalistik-forsker har jeg ingen naturlige forudsætninger for at vurdere, hvorvidt præmisserne for de bombastiske konklusioner indenfor et fremmed forskningsfelt holder vand. Konklusioner, som mange debattører – herunder både pædagoger og forældre – dog bemærkelsesværdigt nok nåede at bakke op om i sagens første dage. Men den forsidehistorie, der nu er blevet oplagt bagsidemateriale i tiden fremover, er interessant som afsæt for en efterkritik af flere årsager.

Den vigtige fagfællebedømmelse
For det første gælder, at vi forskere skal blive bedre til at minde hinanden om det gennem århundreder hævdvundne princip om, at vi først fremlægger forskningsresultater for en bredere offentlighed, når de er blevet fagfællebedømt af redaktører, reviewere eller andre af de kontrollanter, som vi har indbygget i vores faglige virke. Herunder de bedømmelsesudvalg, der altid tjekker en ph.d.-afhandlings validitet og virkelighedsperspektiv igennem, inden vi lader ph.d.-studerendes smykke med de tre ekstra-bogstaver – P … H … D – for evig tid.

Naturligvis kan der være undtagelser herfor. Ikke mindst i en tid, hvor både journalistikken og politikken er kommet så meget på speed. Sådan som det også var tilfældet i denne sag, der lynsnart førte til alverdens former for partipolitiske udmeldinger om behov for ændringer af den ene, anden og tredje slags indenfor børnepasningsområdet. Men selv når vores forskning har den allerstørste nyhedsværdi, kan det være værdifuldt for både forskere og nyhedsformidlere at holde sig for øje og øre, hvorvidt forskningsresultater har gennemgået valideringsprocesser.

Betydelig nyhedsværdi
Dertil gælder det, at alle os, der er bare en smule optaget af, at journalistikken og nyhedsmedierne får højnet troværdigheden i årene fremover, kan blive endnu bedre til at gøre hinanden bekendt med netop disse kontrolorganer for den gode forskning. De gemmer nemlig på næsten uhyrlige mængder af spændende forskningsresultater med betydelig nyhedsværdi. Sådan som det for alvor er blevet klart for journalistiske kolleger på den anden side af Atlanten, hvor jeg har lagt min sidste måneds primære nyhedsforbrug som led i et længere besøg i byer som Boston og New York City.

På mange amerikanske nyhedsredaktioner er der tydeligvis blevet tegnet abonnementer til de største videnskabelige forlag, der udgiver bøger, antologier og hundredvis af tidsskrifter, hvori der årligt udgives tusindvis af artikler, som omhandler historier med relevans for den offentlighed i hvis tjeneste både nyhedsformidlere og forskere arbejde. Dette skæbnefællesskabs samarbejdspotentiale fremgår efterhånden meget klart af flere amerikanske nyhedsmedier, hvor videnskabs-stoffet ikke længere er forbeholdt en lille klike af nørdede redaktionelle medarbejdere, der primært er optaget af naturvidenskaben og som skriver til dagbladenes sidste sektioner.

Uddannelser bør understøtte
Fremfor at afdække den seneste såkaldt ’front mover’-forskning til debatmøder, hvor der er højt til loftet og mange interessenter forsamlet, konsulterer de stærkeste amerikanske formidlere og deres medier således hellere de kondenserede tidsskriftsartikler, som nok kræver lidt læsetilvænning, men som er tilgængelige på nettet med et par klik med en mus, og hvis offentliggjorte resultater til gengæld altid er gennemtestet af mindst to fagfæller – og vel og mærke på seniorniveau.

Dette potentiale for at udnytte de seneste forskningsresultater med reelt forsidemateriale kan mange af os gøre en indsats for at fremme. For alle os, der er optaget af at udvikle journalist-uddannelser, gælder, at vi snarest bør udvikle nye vigtige studiefag og -elementer, så fremtidens nyhedsformidlere bliver endnu mere forvænte med at læse og værdibedømme videnskabeligt arbejde. Sådan som man i en travl hverdag lettest gør ved at se på, hvorvidt forskningen er fagfællebedømt eller ej.

Styrket journalistisk troværdighed
Men vi behøver forhåbentlig ikke at vente på kommende generationer af journalister. Som eksempelvis de unge mennesker, der var til optagelsessamtaler på journalistuddannelsen i Odense i slutningen af den forgangne uge, og hvoraf de allerbedste henover de kommende par uger bliver inviteret indenfor i studievarmen for de næste mange år. I stedet burde sager som den, vi har levet med de sidste uger være startskuddet til, at vi allerede nu bliver meget bedre til at arbejde med, at udnytte den forskning, der for alvor kan bære en forsideomtale – og styrke vores journalistiske troværdighed.