Indlægget er skrevet af Angela Brink, journalist og partner, Nyegaard+Brink Kommunikation.

Der er blevet påfaldende stille efter den ellers ganske livlige debat, det gav, at Ekstra Bladet offentliggjorde, hvem der havde forsøgt at afsætte Helle Thorning Schmidts personlige skattepapirer til avisen.

Hvad – om noget – har det betydet for interaktionen mellem spindoktorer og mediefolk, at adskillige ledende mediefolk kundgjorde, at spindoktor-væsenet nu skulle til livs en gang for alle. Spadserer Jan Kjærgaard forbi Noa Redington, som om denne var luft, hvis de mødes? Råber Anders Krab-Johansen “Hallo? Hallo?” ned i røret, som var der noget galt med forbindelsen, hvis en spindoktor kommer for skade at ringe? Hvad er konsekvensen blevet af de erklærede målsætninger om kappe båndene til politikernes professionelle holdnings-bearbejdere?

Pressen har jo heldigvis friheden til at arbejde uden at aflægge praktisk eller moralsk regnskab for hvordan. Men den manglende gennemsigtighed i mediernes arbejdsmetoder åbner selvfølgelig op for risikoen for, at mistanken om, at alt er, som det plejer, opstår..

Skoven af eksperter
Spørgsmålet er så også, om spindoktorer-institutionen nogensinde har været det egentlige (demokratiske) problem. Værre er måske den skov af ‘eksperter’, der de seneste seks til 10 år er dukket op i medierne.

Vejen til ekspertrollen synes i dag at være, at man har læst økonomi eller statskundskab eller kan henvise til et tilknytningsforhold til en “tænketank”. Måske er det derfor, det formelig vrimler med nye tænketanke, for eksempel den seneste, FOPA (Forum for Politisk analyse), som SF står bag.

Ingen garanti for at kunne tænke
At man siger, man repræsenterer en tænketank, er dog ikke nogen garanti for, man kan tænke, lige som det ikke er sikkert, man er ekspert, selvom man bliver betegnet sådan. Et af de mere spøjse eksempler på begge dele var Jens Jonathan Steen, der i sin tid som direktør for tænketanken CEVEA sjældent formåede at sige noget, der havde nævneværdig analytisk substans.

Alternativt, hvis man vil være ‘ekspert’, skal man sørge for at komme på i et hvilket som helst landsdækkende medie så ofte som muligt. Airtime har nemlig en selvforstærkende effekt, der muligvis er forståelig nok, men som giver meget ringe mening, hvis man kigger klassisk kildekritisk på det.

Flettet i origami: Ekspertbegrebet er ved at blive udvandet for øjnene af os, og det sker, imens der er blevet råbt meget højt og længe om et langt mindre problem – nemlig det med de (forhåbentlig) få (formentlig) rådne spindoktorer.

Demokratisk problem
Inflationen i ekspertrollen er ikke alene problematisk ud fra et kildekritisk synspunkt. Det er egentlig også et demokratisk problem. Der er tale om folk, der – uden noget folkeligt mandat – får uforholdsmæssig megen mulighed for at påvirke den offentlige debat.

Adskillige af disse eksperter er nemlig kendetegnet ved, at end ikke de mest analytisk velfunderede af dem – hvis de blev sendt ud til løverne (læs: vælgerne) – ville have en chance for at overleve (læs: blive valgt).

Det er ret tankevækkende, for det betyder, at deres primære legitimitet er, at de enten har så meget kant og ekstremitet, at de er praktiske at sætte op imod nogle andre kantede eksperter og/eller har medietække.

De lette kilder
Fordelene ved brugen af ‘eksperter’ er åbenlys: I modsætning til fastansat journalistisk personel, er ‘eksperterne’ gratis. Og når man er træt af dem, kan man bare stikke dem en taxa-bon, så går de væk. Der er et egentligt personale selvfølgelig mere træsk, det skal ledes, fyres og alt sådan noget kedeligt noget.

Brugen af ‘eksperter’, der kommer fra mere eller mindre velfunderede tænketanke, blogosfæren eller Saturn er måske fin nok på debat- og kommentarplanet. Men den slags kilder – hører de virkelig til i så høj grad, som vi ser det i dag, i journalistiske produkter? Er det ikke mere en slags underholdning? Begavet underholdning, javist. Men stadig – underholdning.