Indlægget er skrevet af selvstændig medieforsker Preben Sepstrup og Erik Nordahl Svendsen, der bl.a. er tidligere leder af DR’s Medieforskning og direktør for Mediesekretariatet og chefkonsulent i Styrelsen for Bibliotek og Medier - der i fællesskab har skrevet et høringssvar om Mediestøtteudvalgets rapport. Link til høringssvar findes i bunden af artiklen.

Essensen i Erik Allers kommentar den 6.1. til MediaWatch-artiklen “Dyremose afviser støtte-kritik” var, at Dyremose ikke kan have sagt, at en enig branche står bag rapporten, og at udvalget kun var uenige om tre “smådetaljer”, fordi udvalget ikke har repræsenteret branchen, fordi branchen langt fra er enige i rapporten, hvilket Dyremose og udvalget i øvrigt er helt klare over.

Uanset at dele af branchen er mere eller mindre enige om forslagene i Mediestøtteudvalgets rapport, ændrer det ikke ved konklusionen på vores høringssvar, der i hårdkogt form er, at der i store træk er tale om en “ommer” på grund af uacceptable mangler vedrørende (manglende) mål og deres sammenhæng med de anbefalede midler i rapporten.

Grundlæggende mangler
Og hvorfor når vi så frem til den konklusion?

Fordi udvalget selv har fastlagt formålene med mediestøtten, og fordi rapportens forslag til midler ikke er udledt af de mål, udvalget selv formulerer og ikke er kritisk afprøvede ud fra deres forventede virkninger. I stedet har udvalget fx anvendt armslængdeprincippet som et mål og/eller middel af dogmatisk karakter, der uden argumentation fører til fx afvisning af kvalitative kriterier for at modtage støtte.

Uden yderligere argumentation bruges fx målet armslængde til at indføre midlet ejerskabskriterier, som reelt er i modsætning til målet om mangfoldighed i udbuddet af medier.

Virkningen af de mange kvantitative betingelser og grænser for at modtage støtte er ikke gennemarbejdet under forskellige forudsætninger (scenarier), så læserne af rapporten - herunder politikerne - kan ikke vurdere konsekvenserne for medier og mediegrupper.

Pragmatisk, hensigtsmæssigt, men usagligt
Den del af mediebranchen, der var med i udvalget bag rapporten, har derfor reelt valgt den eneste mulige - meget pragmatiske og for de repræsenterede medier hensigtsmæssige tilgang - nemlig at spørge og svare på:

• Hvilke ressourcer er til stede?
• Hvor mange er vi, som er nødt til at dele?
• Hvilke kriterier kan anvendes, som vil skabe bred enighed mellem de parter, vi er nødt til at tage hensyn til?

Mediestøtteudvalget har ikke tilvejebragt et mere anvendeligt normativt grundlag for mediestøtten i fremtiden. Vi bemærker, at så længe der ikke er truffet en række politiske valg, der klargør og prioriterer mellem formålene med mediestøtten, vil debatten fortsætte på grundlag af interessetilkendegivelser fra gamle og nye medier eller parter.

Vi har derfor i vores høringssvar opfordret til, at mediestøtterapporten suppleres med det manglende (eksplicit argumenterede) normative grundlag for at finde og vurdere de bedste midler, og
foreslået, at dette sker med udgangspunkt i en mål-middel analyse og
anbefalet at overveje også at anvende den møderække, ministeren har indledt, til disse formål.