Kommentaren er skrevet af Jesper Grunwald, journalist og konsulent i journalistik, kommunikation og konceptudvikling.

Kære venner, uvenner, diskussionspartnere, kolleger, konkurrenter, anmeldere og medienørder. Rigtigt godt nytår – og hvor går det dog ad helvede til med tv.

Reality-tv. Det må vi da kunne blive enige om. Skod-tv! Dysten mellem værdirelativisterne – at alt på en eller anden måde kan gennemargumenteres som GODT og moralisterne: Vi befinder os i en tidsalder, hvor afstanden mellem værdier og adfærd er uhørt lang. Det er ikke bare fair, men også en gammel tradition, at nytåret er eftertankens tid. Således også medieverdenens eftertænksomhed – eller selvransagelse?

Så derfor kan topchefer og profiler fra super-kommercielle medievirksomheder til velfinansierede, offentlige mediehuse blive enige om, at vi har et problem med reality-tv, skod-tv.

Lad os flytte fokus
Denne kommentar skal ikke bruges til at fortsætte diskussionen. Det er ikke nødvendigt. Dels har producenterne og broadcasterne, der er i gang med nye runder reality, overraskende nok svaret, at anklagen er urimelig. Så de fortsætter, og seerne er glade. Dels kommer diskussionen op igen. Løbende, naturligvis, fordi det jo også handler om, hvad tv egentlig er. Og endelig kommer denne moralske synsvinkel med garanti op ved næste årsskifte, hvor Mediawatch og andre medieiagttagende magasiner vil finde forklaringen på, hvorfor reality-tv så endelig endte som årets flop. Fra faceliftede, digitaliserede Big Brother til 'Tæsk en kendis', som jeg nu forstår er på vej. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg ser indre billeder.

Min hensigt med denne kommentar er ikke at legitimere en tilsyneladende upassende genre, men ønsket om at bidrage til at finde et lidt andet fokus i debatten. Faktisk også med det inderlige, professionelle ønske, at vore medier – fra de superkommercielle til de borger-finansierede – i 2012 vil tage et synligt skridt bort fra medieudbuddets største paradoks i tiden lige nu: Udbuddet svulmer og ekspanderer,uden at valgfriheden udvides væsentligt. Mere at vælge imellem – og mere af det samme!

Verden udenfor
Og inden jeg selv bliver ramt af en anklage for moralisering: Jeg tænker ikke primært på, hvad der er sundt for børn og sarte sjæle. Faktisk er udgangspunktet i denne omgang et oprigtigt branchesyn. Hvad kan vi professionelt gøre for at holde og skabe den dynamik i tv- og medieverdenen, som er forudsætningen for en stærk fremtid. Kvalitativt og kommercielt?

Måske kunne vi i virkeligheden lære en del af industri og virksomheder uden for vores narcissistiske branche? Det er min professionelle oplevelse, at verden ”udenfor” ikke har den samme skelnen mellem kvalitet og kommercielt, som reelt er udgangspunktet for vores selvransagelse. Der er ofte en anden intuitiv logik, som er langt mere ydmyg end: ”Det lort laver vi altså ikke her i firmaet” – eller den velkendte: ”Skod-produkter, muligvis, men det er det, som kunderne kan li’!”.

Ydmyghed over for kunderne
Det er ikke en moralsk eller en hensynsløs logik. Ikke hellig eller plat. Den har DNA fra den moralske, fordi man klart definerer sin egen eksistensberettigelse med værdier, som kunderne/betalerne faktisk forstår. Man gør sig faktisk umage med at definere og udtrykke, hvad man lover sine kunder. Og så er tanken naturligvis kommerciel, fordi drømme og visioner ikke er gratis og skal finansieres. Man kunne også kalde det en raison d’être – en egentlig forklaring på, hvorfor man er til.

Det handler om ydmyghed over for kunderne. Det handler om en næsten manisk jagt på nytteværdi. Her er de stærkeste aktører dem, der adskiller sig og kæmper for at finde produkter, der netop IKKE er identiske med de eksisterende varer på hylden. Og jeg gentager: Det handler stadig om at tjene de penge, der skal gøre det hele muligt og skabe ny vækst.

Incitament for fornyelse
Den virkelige anakronisme i medieverdenen lige nu er flere og flere tegn på, at de virkelige forandringer kommer fra de dele af vores univers, der for alvor har agterenden i vandskorpen. Ikke blot de evigt nævnte nye medie-virksomheder, der kæmper for at få den plads på markedet, som de vil dominere om nogle årtier. Det er det mest forudsigelige og mest omtalte.

Men sandt for dyden også de dødsdømte print-medier og bladhuse, der får de klassiske, push-eletroniske mediers overlevelseskamp til at ligne netop – et reality-show! Er den lyst til at overleve i virkeligheden et stærkere incitament for fornyelse i vores branche end vores egen dialog om hvad, der flopper eller ej?

Det synes jeg er interessant – som mediemenneske i elektroniske medier og som bruger. Og det er både fair og klogt at kigge i den retning i 2012.

Vi har heldigvis masser af debat om vores overlevelse. Men vi mangler idérigdom og diversitet, som modsvarer den moderne medieforbruger. Det er forudsætningen for, at alle vil bruge os i fremtiden. At vi ikke løbende slipper de unge, fordi vi definerer dem som én målgruppe, der mest er til pik, patter og pokerfjæs.

Nye genrebrud
De kvalitative angreb på 'De unge mødre' er helt ude i hampen, så længe de stuerene kanaler i og uden for public service er så reelt elendige til at finde koncepter, som både kan vise bekymring og eftertænksomhed – og have markedssucces. Være superdesignede. Have underholdningsværdi. En ny genre - måske virkelighedsreality?

Og for de voksne – eller de gamle, der bare er så trætte af etiketten af hygge, sandkage og helbredte kræfttilfælde - findes der nye program- og kanalformater, som kan bryde de gamle genre-paradigmer, der trækker konventionelle afgrunde mellem talkshows og prisvindende dokumentarer?

Rolig, nu! Jeg hører svaret i vinden: Vi har ikke noget problem. Ikke noget kommercielt, for folk ser tv som aldrig før. Vi får, det vi vil ha’ – for vi ser, det vi får! Den forretningslogik er til at forstå.

Så er der til gengæld heller ingen grund til at bruge ressourcer på til at bekymre sig så voldsomt om dansk reality-tv...