Hvad er det nu lige, der gør Clement Kjersgaards lange og indimellem indforståede interview i programmet ’Clement søndag’ på DR1 værd at se på og ikke mindst lytte til? Interview, der lader fuldstændig hånt om enhver manual i spørgeteknik – og alligevel virker.

Det skal efterkritikken handle om i denne uge. Når jeg synes, det er interessant at lytte ham over skulderen, er det, fordi han måske repræsenterer en ny trend inden for interviewet. Uden at kede læserne med interviewets historie (den har John Chr. Jørgensen beskrevet så udmærket i bogen ’Kommer De som ven eller som interviewer’) vil jeg dog kort ridse op, at tv-interviewet startede som en meget ærbødig sag, hvor intervieweren passede grumme godt på ikke at komme for tæt på sin interviewperson endsige fornærme ham (dengang var det hanner, der blev interviewet i tv).

Det stivflippede interview afløstes af revolver-interviewet, hvor offeret (som den interviewede hed i de år) blev klynget op ad en væg – uden dog at der af den grund kom andet end underholdning ud af det. Herefter fulgte John Sawatsky, den canadiske journalist og underviser, der lærte os, at spørgsmål skal være åbne, enkle og neutrale. Det blev de så en tid, og det var tiltrængt. Så hurra for Sawatsky, der dresserede et par årtiers journalister til at stille præcise spørgsmål.

Problemet var bare, at interviewene blev en lille smule kedelige at lytte til i længden. Det gjorde de altså. Og tv-interviewet har ikke rigtig fundet sit leje efter Sawatsky-feberen.
 

Nu kommer jeg så til Clement Kjersgaard. Hvad er det, han kan? Jeg har lavet en hurtig analyse af hans interview fra i søndags med finansminister Bjarne Corydon, og her er, hvad jeg fandt ud af:

• Han er nærværende. Han er simpelthen så godt inde i sit stof, at han kun i sjældne passager sidder og rasler med sit papir og mister koncentrationen. Han har øjenkontakt, et lille smil om læben og et levende kropssprog.

• Han er velforberedt. Han kender sit stof lige så godt, som hans interviewpersonen gør, og han ved nøjagtig, hvor han vil hen.

• Han lader sig ikke slå ud af professionelle interviewpersoners metakommentarer og forsøg på at anfægte hans spørgsmål eller viden. Den slags forsøg bliver mødt med et lille smil og et spørgsmål i ny forklædning.

• Han spiller djævelens advokat, der ser det som sin rolle at fremtvinge bedre argumenter ved selv at argumentere imod. Og det er just her, den ellers udmærkede Sawatsky-metode kommer til kort. Hvis et interview med en politiker eller en anden magtperson skal lykkes, skal hans/hendes argumenter udfordres. Det kan man kun med viden. Og med mod til at argumentere imod – hvis man bare hele tiden er sig bevidst, at man ikke selv som person er afsender af de argumenter, man fyrer af, men at man fyrer argumenterne af i seernes tjeneste. Det kan Clement. Og når interviewpersoner indimellem bliver personlige, fordi de tror, de sidder over for en almindelig diskussionspartner, bringer Clement dem lynhurtigt tilbage i de fastelagte roller: Der er en, der spørger, og en, der svarer (Sawatsky). For seerne lyder det som en diskussion. Men i virkeligheden er det et stramt planlagt interview.

Og ja, indimellem bliver spørgsmålene for lange, indimellem glemmer Clement i det hele taget at stille et spørgsmål, og så har han fået den dårlige vane at skamride udtrykket: ’Vi er enige om’ – hvad der ret beset er noget vrøvl, set i interview-sammenhæng. Men det tilgiver vi, fordi vi får en skarp diskussion på argumenter. En diskussion, som ikke handler om at trænge nogen op i en krog. En diskussion, man som seer bliver klogere af, fordi interviewpersonen hele tiden bliver tvunget til at finde sine bedste argumenter frem.

Der er ikke mange, der kan gøre Clement det efter. Men vi er mange, der kan lære af det.