Efterkritikken er skrevet af Lene Rimestad, der er journalist og underviser på Center for Journalistik, SDU, Odense. Hun er lige nu ved at skrive en ph.d. om journalistisk praksis. Emnerne er dels redaktionsmøder, dels journalistpraktikanter.

Ugens nedtur: Hvorfor skal vi høre så meget om politikernes patetiske privatliv og mudrede fortid? Åh, Sass og Samuelsen. Åh, Thorning og B.T.’s kampagner. Åh, røde Sohn og de sorte penge. Vældig gode historier, men så kan det heller ikke bære mere, vel? Personfikseringen vil ingen ende tage.

Information havde en forside i denne uge (onsdag), som jeg blev rigtigt begejstret for, indtil det viste sig, at avisen så gjorde det samme som alle de andre.

Avisen skrev godt nok en artikel om det principelle i, at medierne dækker private forhold på den måde, de gør, men fik alligevel også dækket sagerne indirekte. Smart trick, men same same. Frem med politikernes svingende held i privatlivet, væk med substantielle politiske temaer. Først skriver vi om de kendte. Så hænger vi dem ud med deres dårlige nyheder. Og så kommer sidste akt i Aftenshowet eller et andet talkshow: ”Anders Samuelsen taler ud om...” Taler ud? Er der ingen indhold i det, han siger, og derfor sælger man det på, at han ”taler ud”. Og så skulle man tro, at år nogen taler ud, så er der ikke mere at snakke om bagefter. Men det er der. Vi bliver aldrig færdige med at snakke om det her. For det er meget lettere at dække HA’ere og narkogæld end det er at dække nye lovforslag og landets økonomi på den sexede, salgsbare måde.

Det er en trend, at stikker man næsen frem i offentlighedens skue som politiker, skuespiller, erhvervsleder eller som bare kendt for at være kendt (Paradise Hotel og diverse andre såkaldte reality shows), så gælder normale moraler om privatlivets fred ikke længere. Hvis man er kendt, så må læserne, seerne og lytterne have krav på at vide alt muligt slam om en. Sådan er det. Set på afstand virker det ikke, som om man på redaktionerne diskuterer, om historierne er væsentlige for modtagerne og for debatten, men snarere om historien sælger billetter. Hvis historien sælger, får den ikke for lidt.

Jeg forestiller mig, at en del i modtagergruppen til sidst får lidt ondt af de stakler, der med deres menneskelige og ofte historiske fejltagelser, eller hvad det nu er, skal en tur eller to på Tvind-agtig afklapsningsrunde i medierne. Perspektivløs journalistik.

Ugens optur: Kontrasten til den lidt trættende slagt-en-kendt-saga: Hvordan en lille og simpel undren kan udfolde sig og blive til (lokalt) stor og konstruktiv journalistik, kan jeg glæde mig over daglig i min lokale avis, Fyens Stiftstidende. I disse dage læser jeg fx med stor interesse om, hvordan Odenses mange bycykler står i stativerne uden en ridse, for det er noget, jeg længe har undret mig over. De københavnske bycykler er tilsyneladende et sikkert hit og bruges flittigt hos både turister og københavnere. Hvorfor så ikke i Odense? Nu bemærkede en 1. semester-studerende så bycyklernes meget stille liv og gjorde et enormt observationsstudie for at dokumentere, at de ikke bliver brugt. Firmaet, der står bag havde nemlig ikke tallene for udlejningen (sic!), og derfor gik han ud for at tjekke, hvor mange der blev brugt. Som en følge af det bringer Fyens Stiftstidende en af den slags artikel-serier, der forhåbentlig resulterer i, at cyklerne kommer ud af stativerne.

Fyens Stiftstidende arbejder i det hele taget meget med formatet konstruktiv, borgerinddragende journalistik: Ikke kun med nye avisgenrer som fx bokse med ”Hvad kan du selv gøre”-agtige temaer, men også i form af læsermøder og høj profilering af temaer, når man aktivt involverer læserne på forskellig vis i underfundige lokalpolitiske og landspolitiske agenda.

Forside fra Fyens Stiftstidendes lokalesektion:

Ugens tanke: Kan Facebook på et tidspunkt erstatte mine normale nyhedsfeeds? Det spørgsmål stiller jeg i øjeblikket mig selv, fordi jeg nu abonnerer på en del forskellige personer og medier inde i dette forbandet dygtigt lavede forum. Den herlige blanding af sobre nyheder, sladderhistorier fra vennerne og underholdning ad libitum. Men hvornår begynder Facebook at betale tilbage til de medier, der leverer indholdet til hjemmesiden? Burde der ikke flyde en strøm af penge fra Facebook til medierne for al den omsætning, medierne giver dem? Fordi medierne genererer en del af indholdet og meget af trafikken. Historierne kommer jo ikke kun fra tilfældige mennesker rundt om på kloden, men fra CNN, BBC og Kristeligt Dagblad. Det er ikke sådan en win-win-situation for medierne, sådan som jeg ser det. Jeg har spurgt Vadim Lavrusik, som jeg også følger på Facebook, om han ikke synes, at Facebook burde begynde at betale for det indhold, medierne lægger ud på Facebooks sider. Vadim er ”Journalist Programme Manager” i virksomheden Facebook. Han har ikke svaret. Men hvorfor skulle han også det. Facebook er en selvsikker institution, og jeg er med til at generere trafik, og det går jo fint for dem. Men spørgsmålet flagrer stadig i luften: Hvordan overlever medierne, hvis de ingen indtægter har?