Debat: Unge gider godt tv - der gider dem

Ungdoms-tv er et udtørret reservat i dansk public service - i modsætning til i England, hvor BBC med stor succes producerer tv til teenagerne.
Kirstine Vinderskov

Debatindlægget er skrevet af Festivalchef Kirstine Vinderskov (foto), producentforeningen, i anledning af  TvFestival 2010, der slår dørene op i morgen i Dansehallerne i København.

Der er ikke meget dansk produceret tv målrettet unge. D.v.s tv, der er lavet specielt til unge om og med unge, og ikke tv, der også er til unge som X Factor.

Lige nu er reality-underholdningsfænomenet Paradise vel det mest succesfulde danske ungdoms-tv. Tænk hvis der var andet og mere, som de gad at se?

Det er en skam, at der ikke bliver produceret og sendt mere dansk tv til unge – ikke mindst fordi de som fremtidens mediebrugere gerne skulle kunne se fidusen i det nationale indhold.

DR har som public service station særlige forpligtigelser over for hele befolkningen og har f.eks. som en konsekvens af det forrige medieforlig lanceret børnekanalen Ramasjang. En kanal, der lynhurtigt har afsløret et stort behov derude, selvom mange spåede, at Disney og Co. havde mættet det marked. Men nej, der var behov for en dansk børnekanal, som med sikker hånd kan sende dansk og udenlandsk indhold til børn og forældre.

Unge nævnes ikke
I det nye medieforlig nævnes de unge ikke - til trods for, at DR ikke har fat i hver fjerde unge der ser tv. De er drevet til de kommercielle stationers sendeflader med reality og ikke mindst serier.

Udfordringen er, at unge har en slags public service-fordom: Mine forældre er vilde med det, så det må være kedeligt ... De har også andre genrepræferencer end i hvert fald klassisk public service. Samtidig spiller det også ind, at de unge ikke gider vente på broadcasteren, men henter indholdet når det passer dem.

BBC3 værd at kigge mod
Det udmærkede - og lidt for hemmelige - PiratTV er DR's bud på indhold til unge i en youtube-agtig portal med få og fine nyproduktioner og mange gode arkiv-gensyn. Primært henvendt til tweens/teens. Men der er også andre modeller.

I England oplevede markedet samme udvikling - de unge fravælger public service og dermed også visse genrer til fordel for de kommercielle universer. Men siden den digitale kanal BBC3 relancerede sig selv, er tendensen vendt.

BBC3 sender i dag med stor succes public service tv, som de unge gider at se - selvom der nok er nogen i BBC, der mener, at prisen har været for høj. Kanalen tager fat i det, der fanger de unge - som f.eks. stoffer med reportageserien 'Cannabis:Britains secret farms' eller familie og selvstændighed med reality-serien 'The worlds strictest parents'. Også vampyrbølgen er de med på med ungdomsfiktionen 'Being Human'. Så helt umuligt kan det vel ikke være, at sende mere dansk tv til de danske unge?

På TvFestival er der mulighed for at se de nævnte ungdomsprogrammer fra BBC3 - og høre Controller Danny Cohen fra BBC3 fortælle om sit arbejde i sessionen 'What the Youngsters Want'. Mere om programmet her.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også