Debatindlægget er skrevet af programdirektør Palle Strøm, TV 2, som svar på en kronik i Politiken d. 20. juni af tv-kritikerne Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle.

Politikens to tv-anmeldere Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle beskrev søndag 20. juni, hvordan public service-tv er i forfald med særlig henvisning til DR1 og TV 2. Mit eget ydmyge navn blev nævnt som én, der serverer ’al den glade underholdning’. Det sidste anser jeg for en stor ære og en invitation til at kommentere både anmeldernes kronik og mit eget blik på public service-tv.

Kronikken var stærkt underholdende, men et godt stykke fra virkelighedens verden. Selv om både Michaëlis og Henrik Palle flere steder bedyrer, at ’dette ikke er et surt kulturradikalt opstød’, og at de ’ikke ønsker at komme tilbage til monopolets gråmelerede dage’, så kommer vi rigtig godt rundt i gamle mundheld og referencer fra Saxo, Shakespeare og Johan Herman Wessel.

Man fornemmer, hvordan der under tilblivelsen af deres kronik er gnedet fløjl af den gode gamle skolelærer-slags, skålet i Pastis og viftet fluer væk med gamle numre af Le Figaro. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det siger måske noget om udgangspunktet for deres blik på moderne tv. Ikke helt rimeligt i forhold til det danske tv-medie, der har forandret sig meget og primært til det bedre fra monopoltiden frem til i dag.

Public service-medicinen
Holdningen til klassisk public service i monopoldagene var alt for ofte ligesom med medicin: Det smagte forfærdeligt, men det var godt for dig. En elite af kloge mennesker skulle via f.eks. filmmagistre og kulturmedarbejdere fortælle os almindelige, simple danskere, hvilke film der var gode, hvilke bøger der var værd at læse, og hvilke nyheder der fortjente opmærksomhed. Danmark var tv-kulturelt datidens Nordkorea. Meget pligt, ingen lyst. Det værste ved denne form for public service var ikke intentionerne, men menneskesynet. Det gjorde TV 2 op med i 1988 og hvilken revolution!

Politikerne begik tilmed en genistreg, da de i 1988 startede TV 2 som kommerciel public service. Det kommercielle islæt sikrede nemlig, at TV 2 ikke kun er interesseret i masse kommunikation ud fra et ideologisk synspunkt, men at det også blev grundlæggende for økonomien og dermed overlevelsen. Ikke kun overlevelsen af TV 2, men af public service-tv i det hele taget. Havde man lavet et alternativ til DR, der udelukkende fik licens, havde man fået dobbelt op på bedrevidende æggehoved-tv, og public service-tv ville i dag fylde lige præcis ingenting, fordi seerne ville vælge noget andet med det udbud, der eksisterer nu.

Moderne public service er bred
Moderne public service er i mine øjne noget helt andet end sur medicin. Det duer kun til noget, hvis det rammer mange mennesker. Det er i mine øjne slet ikke public service, hvis et program kun rammer de samme hundrede mennesker fra Kartoffelrækkerne, der i forvejen er enige og har læst alt om emnet i avisen. Det rykker ikke noget som helst.

TV 2 har f.eks. rykket mere ved danskernes syn på børn med Downs Syndrom ved at lave en serie om Morten og Peter, end noget smalt debatprogram med tre eksperter nogensinde kunne have gjort. Man kan som Michaëlis og Palle score billige point ved at nævne Bubber i en swingerklub, men ser man programmerne, opdager man, at vi lokker med sensationelle midler, men overrasker med substans. ’Danmark ifølge Bubber’ skubber nemlig til vores fordomme om dem, der er anderledes, og skaber mere rummelighed og forståelse i vores samfund. Om det gælder handikappede, der vil have et sexliv, eller danskere, der vil swinge.

Bredde og kvalitet hånd i hånd
Man kan drømme sig tilbage til dengang, alle så det samme, men verden flytter sig. Nu kan danskerne vælge mellem 35 dansksprogede tv-kanaler. Det betyder, vi skal lave noget tv, folk af egen lyst gerne vil se. Public service betyder, vi skal ville folk noget. Højeste fællesnævner, kunne man kalde det. Der er for mig ingen modsætning mellem bredde og kvalitet. Det er en trist, gammeldags opfattelse, at smalle programmer er gode programmer. Lige så forkert som at populære programmer er dårlige eller laveste fællesnævner. Når en lille million f.eks. ser ’De 7 drab’ på TV 2, er det tv af meget høj klasse, høj følelsesmæssig kompleksitet og en indsigt i f.eks. begrebet æresdrab. Eksemplerne er mange, mange flere.

Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle betegner deres kritik af bl.a. TV 2 med en oplistning af underholdningsprogrammer som empiri. Muligvis med et glimt i øjet, for empiri er det ikke. Psykologer kalder fænomenet ’confirmation bias’, der betyder, at man kun ser det, der bekræfter ens egen teori.

Her er noget empiri om foråret 2010 på TV 2:

Dokumentaren ’Armadillo’ fra TV 2-serien ’Vores Krig’ har som den første danske dokumentarfilm nogensinde vundet en international pris i Cannes; reportageserien ’Felthospitalet’, der fulgte danske læger og sygeplejersker i Afghanistan, fik den højeste kvalitetsvurdering til dansk dokumentar af seerne nogensinde i tv-metrets historie; TV 2 havde som det eneste danske medie oprettet et korrespondentkontor i Kabul. TV 2 har i foråret 2010 haft sin vel nok flotteste faktasæson nogensinde, der - foruden de nævnte programmer og serien ”De 7 drab” - omfatter ”Operation X”, der bl.a. afslørede kritisable forhold i Københavns Kommune, ’Ultimatum’, der fik en lille million danskere til at se tv om misbrugere, ’TV 2 dok.’ og Danmarks mest sete fakta-format ’Årgang 0’, som undertegnede i al beskedenhed opfandt og startede tilbage i 1999. Så lidt mere end ’al den glade underholdning’ er det da blevet til også i år.

Tv-serier bedre end nogensinde
Man skal have respekt for tv-mediet som selvstændigt medium. I 1970’erne var tv ikke kommet længere i udviklingen af sit sprog, end at man stadig af filmede de gamle kunstarter. TV-Teatret hed det f.eks., når man satte store teatralske værker op. I dag hedder det tv-serier, og de er bedre end nogensinde. Både de udenlandske og de danske. Udviklet til mediet på mediets præmisser. Hold lige Jesper Jensens tonstunge og docerende tv-spil fra 70’erne op mod ’Riget’, ’Edderkoppen’ eller ’Lærkevej’.

Tag det i det hele taget fra en tv-afficionado, der har genset mere tv fra fortiden end de fleste, når jeg siger: Der er mere skidt, end der er kanel - set med nutidens øjne. Det sørgmodige savn efter de gammeldags kulturprogrammer, der fremlægges i Michaëlis og Henrik Palles kronik, holder på ingen måde i dag på store kanaler, hvis kanalerne skal blive ved med at være store. Og det skal de, hvis man mener public service i fremtiden.

Tv-krigen i Europa
I øjeblikket raser der i hele Europa en tv-krig. På den ene side står de europæiske public service-stationer, også de kommercielle som TV 2. På den anden side står de rent kommercielle koncerner, der ejer stationer i hele Europa. Forskellen er, at de første tjener penge for at lave tv. De sidste laver tv for at tjene penge. Det gør en forskel. Den nye arena er ikke tv-skærmen, men advokatkontorerne og retssalene. Her arbejder de rent kommercielle aktører på at sætte flest mulige hegnspæle op for at begrænse og marginalisere public service. Generelt i Europa er det ved at lykkes. Det er de i deres gode ret til, men herhjemme skal vi gøre op med os selv, hvor vigtigt vi mener, public service er. Vejen frem er ikke flere bogprogrammer og quizzer om klassisk musik. Ikke på de store kanaler i hvert fald. Den slags programmer er vejen til marginaliseringen og afslutningen på public service som et omdrejningspunkt for danskernes store fællesskaber.

Public service centralt for demokratiet
Det ville være et kæmpetab for det danske demokrati. Jeg er ikke bange for at svinge mig op i store ord, når det gælder public service. Jeg vil vove den påstand, at public service-tv er ligeså centralt for det danske demokrati som folkeskolen, gratis sygehuse, flexicurity og biblioteker. I en tid, hvor verden bliver stadigt mere fragmenteret og individualiseret, er der mere end nogensinde brug for den sammenhængskraft, som især TV 2's hovedkanal kan levere.

Når man ser redderne i ’Alarm 112’, politifolkene i ’Station 2’ eller Morten Spiegelhauer konfrontere en korrupt politiker i ’Operation X’, så ser man, at det danske samfund fungerer. At der findes masser af heroiske mennesker, der hver dag holder sammen på vores samfund og brænder for deres medmennesker. At det kan betale sig at stole på hinanden. At det kan betale sig at være et ærligt menneske. Det har betydning. Danmarks to største tv kanaler, TV 2 og DR 1 har på verdensplan en uhørt høj andel af seningen. Det skal vi værne om.

Efterlysning: Tv-anmeldere med tv-passion
Hvor ville det være skønt, hvis Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle kom ned fra balkonen i det hedengangne ’Muppet Show’, hvor de sidder som de to gamle mænd, der undrer sig over, hvorfor de kommer igen og igen, når de nu engang hader teater. To så begavede skribenter burde tage kustode-armbindet fra det kulturradikale frilandsmuseum af og se, at dansk tv er blandt det bedste i verden. Se, at der i dag er en masse valgmuligheder, der giver mere kvalitet. Et tv-demokrati med diversitet. Dansktoppen på Charlie for dem, der anser det for kvalitet, ung sjov på Zulu, politisk debat og perspektiv på TV 2 News eller DR2. Og hører man til den udvalgte gruppe, der får tårer i øjnene ved at gense Jean-Luc Godards fantastiske film ’Alphaville’ eller Rainer-Werner Fassbinders regntunge saga ’Berlin Alexanderplatz’, så har man nu muligheden på DR K. Det havde man ikke for nogle år siden.

Når man arbejder med tv, kan man tit undre sig over, at mange tv-anmeldere i deres grundvold virker til ikke at kunne lide tv. At tv-anmelder-vagten er den møgvagt, der går på omgang. Alt for mange tv-anmeldelser handler om anmelderne og deres pudsige causerier. Kunne vi dog ikke bede om tv-anmeldere med glæde, passion for tv og fremsyn? Der står meget på spil. Meget mere end en bøvs.