Grænserne mellem fiktion og virkelighed flytter sig. Det har konsekvenser for medieforbrugerne - og for den journalistiske troværdighed, hvis ikke vi bliver bedre til at "varedeklarere".

Borgerjournalistik, YouTube, partnerskaber mellem en dagbladsredaktion og en tv-station om dækningen af en bestemt sag, virksomheds-tv, pressemeddelelser, der ryger direkte i avisen - you name it.

Det står bestemt ikke altid klart, hvem der er afsender på journalistisk indhold - og hvordan det er blevet til. Jo, vi har naturligvis fortsat ansvarshavende redaktører og bylines, men indholdet researches, pakkes og redigeres ikke altid på en måde, der gør modtageren klog på, hvad det egentlig er, man sidder med som medieforbruger. Hvad er journalistik - og hvad er særlige interesser eller interessegruppers smarte måde at få smuglet budskaber ind i det, der modtages og opleves som seriøs journalistik?

Visit Denmark-læren
Vi ser også andre steder et interessant skred i forholdet mellem fiktion og virkelighed. Visit Denmark fik ørerne alvorligt i maskineriet, da de lancerede reklamefilmen om søde Karen fra liberale Danmark, der leder efter sit barns far. Her oplevede medieforbrugerne, at ”bedraget” var for tykt, og følte sig taget ved næsen. Det, der blev oplevet som en sand og virkelig historie viste sig at være ren fiktion. Viral markedsføring, båret af den type historier, vil der komme meget mere af.

Et tredje eksempel på skredet mellem fiktion og virkelighed ser vi i måden at producere spille- eller dokumentarfilm på. Hvem husker ikke filmen om Anders Fogh, hvor faktuelle klip med politikere blev sat ind i en fiktiv sammenhæng og dermed fik en helt anden betydning end den, citaterne havde i den originale sammenhæng.

Bedre deklaration
Det nytter næppe at sætte sig til at græde over perforeringen af de tidligere så vandtætte skotter mellem genrer, mellem konkurrerende medier, mellem journalister og medieforbrugere og mellem fiktion og virkelighed. Hullerne er der, de vil blive større og det kan der såmænd også komme megen god journalistik, reklame og kunst ud af det.

Til gengæld stiller det krav om bedre journalistisk varedeklaration, hvis ikke troværdigheden skal lide skade. Vi holder ikke op med at spise kage eller drikke vin fordi vi af varedeklarationen kan læse, at der er diverse tilsætningsstoffer og smagsforstærkere i produktet. Og medieforbrugeren vil næppe heller holde op med at forbruge nyhedsstof, reklamer eller spillefilm, fordi vi langt tydeligere fortæller om og hvordan, produktet er blevet til. Det kræver mod og vilje. Det er ikke let - men nødvendigt!