Debat: Østtysk medielov

Tør politikerne ikke afskaffe mediestøtten, bør den i det mindste blive platformsneutral, skriver Erik Aller i dagens debat.
Erik Aller

Mediestøtten til aviserne har alle dage været rettet imod dagbladsudgiverne og aldrig imod dagbladene.

Støtten har aldrig været øremærket og derfor er den at betragte som ”den sidst indtjente krone”. Så når man ser på, hvad støtten går til, så må man se på "den sidst indtjente krone". I gamle dage tog typograferne den, senere hen gik den til gratisaviser og internetsatsninger. Meget få af disse penge er rent faktisk blevet brugt på at skabe en bedre eller bredere nyhedsdækning. Internetsatsningerne er undtagelsen, men her opstår så konkurrenceforvridningen til de øvrige aktører, som også vil levere nyheder på nettet.

Konkurrenceforvridende virksomhed
Politikkerne har således brugt en masse af skatteydernes penge, uden at borgerne har fået ret meget igen. Derimod har dagbladene haft gavn af støtten til at lave konkurrenceforvridende virksomhed. Annoncemarkedet glemmes alt for ofte i mediestøttedebatten. Blot fordi annoncemarkedet ikke er omfattet af mediestøtten er det ikke ensbetydende med at man kan se bort fra dette. Den statsstøttede avis bruges som platform for distribution af diverse tillæg/magasiner inden for bolig, biler, rejser osv. Dette giver højere oplag for tillæggene/magasinerne, som igen bruges til at få flere annoncer på et marked hvor ikke statsstøttede virksomheder også kæmper.

Endnu værre er det, at staten laver et TV 2 med konkurrencebeskyttede distributionsvilkår, som tapper markedet for millioner af annoncekroner. Annoncekronerne kommer fra de øvrige landsdækkende medier, hvilket primært vil sige aviser, ugeblade og andre TV stationer. Staten har, helt bevidst, sikret TV2 væsentligt bedre distributionsvilkår end f.eks. TV3 og SBS. Dette betyder samtidigt at staten kan sikre sig imod konkurrence når f.eks. fodboldlandskampe på hjemmebane udbydes til salg. Loven kræver, at de skal vises på landsdækkende tv, og det er sjovt nok kun staten, som selv har lavet loven, der opfylder disse betingelser. TV 2 og DR har et indkøbskartel som sikrer,
at de ikke overbyder hinanden. Dette indkøbskartel har mærkeligt nok aldrig været under konkurrencemyndighedernes søgelys. Staten har i dag 9 TV kanaler til en befolkning på godt 5 millioner.

Forskel på 100FM og P3
Jeg kunne blive ved, f.eks. hvorfor skal radio 100FM betale licens, mens DR får licenspenge til at drive P3. Tankerne ledes automatisk tilbage til det gamle DDR. Østtysk medielovgivning kunne man passende kalde det.

Der er kun en vej ud af dette, og det er at vaske tavlen ren og starte forfra. Det betyder, at man slår TV 2 konkurs og sælger indholdet til højestbydende. Fjern al mediestøtte, det vil medføre lukninger og ikke mindst til, at visse medier flytter til andre platforme. DR skal herefter stå for public service. Public service er alle de tilbud, som politikkerne mener, vi bør have, og som ikke kan drives af de private mediehuse. Derved sikrer man sig også, at DR ikke er i konkurrence med de private mediehuse. Det er klart, at DR i et vist omfang må gå over nogle grænser for at tiltrække publikum.

Det vil dog næppe være sandsynligt, at politikkerne tør at gå langt. Jeg er sikker på, at det på trods af flere mere eller mindre velmenende forslag, vil ende op med små ændringer. En ting, man dog burde kunne kræve, er, at fremtidig støtte går efter indhold og ikke efter platform, og at støtten er øremærket. Dertil kommer, at man må kunne kræve, at de statsstøttede platforme ikke bruges til konkurrerende virksomhed, som vi ser det med f.eks. dagbladenes tillæg. Hvis disse tre ting blev opfyldt, vil der være tale om en markant forbedring, selvom vi stadigvæk nok vil være et af de mest statsregulerede mediemarkeder i den demokratiske del af verdenen. Historisk set hænger dette nok sammen med, at alle de store partier havde deres egne dagblade.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også