Retten til at udtrykke sin mening - vel at mærke uden at blive straffet for det - står højt på listen over danske værdier. Under Muhammed-krisen blev ytringsfriheden nærmest gjort til indbegrebet af det at være dansk. End ikke afbrænding af Dannebrog og vandalisme mod danske ambassader kunne få os til at give køb på vores grundlovssikrede ret. Ytringsfriheden er fundamental i et demokratisk samfund, hvor vi frit og uden frygt for repressalier kan krydse klinger og have en konstruktiv debat med hinanden. Også når vi er rygende uenige!

Vi bryster os af at leve i et af verdens mest åbne og frie lande, men på nogle områder er det så som så med ytringsfriheden. Det gælder ikke mindst i dansk fodbold, hvor DBU’s magtfulde diciplinærudvalg i stigende grad forsøger at tackle spillere, der udtaler sig kritisk i medierne, ved at udstede bøder eller karantæne – og set fra sidelinjen må man konstatere, at tolerancetærsklen er blevet sænket markant.

Peter Graulund straffet
Det seneste eksempel fandt sted den 3. august, da AGF-spilleren Peter Graulund efter SAS Liga-kampen mod OB udtalte sig til TV 2 Sport om dommer Michael Johansen. Graulund mente blandt andet, at dommeren "overhovedet ikke havde kontrol på kampen", og at "han løb rundt som en nervøs skoledreng". DBU’s diciplinærudvalg kvitterede ved at tildele spilleren 15 strafpoint, som sammen med hans saldo på i forvejen syv strafpoint resulterede i en dags spillekarantæne. Beslutningen blev truffet på baggrund af en paragraf i DBU’s love, der omhandler disciplinære foranstaltninger mod personer, som har udvist "sportslig, illoyal eller usømmelig adfærd, eller i øvrigt bragt fodboldspillet i vanry" – en formulering, som i dén grad er uklar og åben for fortolkning.

Diciplinærudvalget hæftede sig ved det faktum, at udtalelserne blev fremsat på et elektronisk medie (TV 2 Sport), og at der derfor ikke var tvivl om hverken spillerens identitet eller ordvalg. Betyder det, at spillere fortsat kan udtale sig frit til den trykte presse?

De facto censur i dansk fodbold
Man kan frygte, at denne form for "de facto censur" i dansk fodbold fører til et strømlinet og kedeligt produkt uden kant, og det kan ikke undgå at skade sporten på længere sigt. For hvem gider at høre på spillere, som efter kampen stiller sig op på tv og reciterer floskler, de har lært udenad i en "takt og tone"-manual fra diciplinærudvalget, eller ligefrem nægter at udtale sig af frygt for at blive straffet?

DBU og andre forbund har naturligvis brug for et sæt af regler og sanktionsmuligheder overfor spillere og trænere, der går over stregen – det er ikke alene deres ret, men også deres pligt, at slå ned på f.eks. injurier og racistiske bemærkninger. I den konkrete sag fra Århus var der imidlertid tale om en helt nøgtern udtalelse fra en spiller om en dommers præstation i en specifik kamp. Flere kommentatorer og eksperter satte i øvrigt spørgsmålstegn ved dommerens indsats i den aktuelle kamp, men det er for så vidt sagen uvedkommende. Problemet består i, at en spiller blev straffet blot for at sige sin personlige mening for åben skærm.

Som formidler af dansk topfodbold er vi bekymrede over de signaler, DBU’s diciplinærudvalg har valgt at udsende med sin seneste dom. Hvis tendensen med at slå mere eller mindre tilfældigt ned på spillere fortsætter, risikerer fodboldsporten at ende som en kedelig skygge af sig selv – eller i bedste fald en iscenesat og forudsigelig farce, som hverken medierne eller seerne kan tage alvorligt. Lidt mindre filter, tak!