Da Rigsrevisionen i sidste uge lod taget falde ned over statsminister Lars Løkke Rasmussen på grund af hans rundhåndede administration af betalingerne til de private sygehuse, valgte den tidligere sundhedsminister at slå hårdt igen.

Og hvilket medie valgte Løkke så til modangrebet? Det var hverken Ritzaus Bureau, TV, avisernes netsider eller den trykte presse. Statsministeren valgte Facebook og først senere fik andre medier levende ord fra landets førende politiker.

Da jeg et par dage senere var sammen med en gruppe politikere, drøftede vi denne nye udvikling på nyhedsområdet. Og som en af politikerne noterede: ’Det er ikke kun Løkke, der vælger Facebook – det gør mange andre, når vi skal kommunikere med vælgerne. Og hvem har for resten de sidste dage været bedst til at dække de dramatiske begivenheder i Iran? Det har YouTube. Selv CNN fik baghjul. Så hvad skal vi egentlig bruger aviserne til?’.

Den slags gør ondt på en (halv)gammel dagbladsmand !

Og for nu at blive i snakken med politikerne. Vi talte derefter om mediestøtten og den reform, der (muligvis) lægges op til, når Anker Brink Lund og Rambøll er færdige med deres rapport. Og lad det være sagt lige ud: Jeg tror, der bliver ballade. Stor ballade.

Hvorfor skal skatteyderne betale
Jeg hører selv til den generation af journalister og politikere for hvem den daglige avis simpelthen er livets salt. Det er glimrende med tv, nettet og alle de andre medier – det er i papiravisen, man bliver oplyst, underholdt og engageret. Men det synspunkt bliver stadig mere sjældent.

Mine politiske samtalepartnere syntes f.eks. ikke, der længere var nogen seriøs begrundelse for at fastholde avisernes momsfritagelse. ”Når de store bladhuse kan kaste et par milliarder ind i en aviskrig, som ene og alene handler om deres egen konkurrenceposition, og når samme avishuse kan pumpe hundredvis af millioner i underholdnings/ugebladstillæg, net-satsninger og salg af alle mulige artikler, der ikke har en brik med avis at gøre – hvorfor skal skatteyderne så indirekte finansiere den type virksomhed? Hvad er det, aviserne kan, som andre medier, der ikke er momsfritaget, ikke formår? Og er vi politikere ikke bare med til at fastfryse et forældet mediebillede ved at give aviser, der er på vej over i historien, en konkurrencefordel, som andre nyskabelser på mediemarkedet ikke bliver begunstiget med?”

Efter den omgang fyrede jeg hele pakken af avis-argumenter af: Den journalistiske fødekæde, den demokratiske nødvendighed, uden aviser en fattigere samfundsdebat og så videre. Alt sammen pletskud der ville have indbragt mig en fortjenstmedalje fra DDF. Men det gjorde ikke større indtryk på de tilstedeværende, fortrinsvis yngre politikere.

Deres synspunkter lå tværtimod fint i forlængelse af hvad chefredaktørerne Arne Ullum og Lizl Rand forleden fremførte i MediaWatch. Ullum hævdede tilmed, at den danske mediebranche ender som et egnsmuseum, hvis mediestøtten ikke moderniseres. Hyggeligt, men det hele står stille.

Mange kunne tro, det synspunkt var hentet frem til lejligheden efter at Arne er blevet chef på Søndagsavisen, men det kan jeg dementere. Jeg har hørt ham sige nøjagtig det samme på konferencer, mens han var chefredaktør på B.T. Den slags kræver i en kreds af DDF-redaktører en vis dødsforagt – så respekt!

Stilhed før storm
Men hvor lander den sag så? Det er ikke, fordi politikerne indtil nu har åbnet meget for posen. I forbindelse med skattereformen skød den tidligere statsminister moms-forslaget ned endnu før, det var blevet introduceret. Fogh mente ikke, der var grund til at ændre avisernes momsfritagelse – til gengæld ville han ikke medvirke til særlige begunstigelser af net-aktiviteterne. Siden har der været stilhed fra regeringen.

Da kulturminister Carina Christensen forleden blev spurgt om den fremtidige mediestøtte, var der total radiotavshed : "Jeg har af princip besluttet ikke at sige noget om det. Lad os nu afvente udvalgsarbejdet. Der skal nok komme rigeligt debat om det," sagde Carina til Berlingske. Og det var formentlig både klogt og rigtigt af ministeren at holde profil i gulvhøjde – for debatten skal nok komme og ligegyldigt hvad hun siger nu bliver hun uvenner med halvdelen – eller mere.

Personligt tror jeg ikke, politikerne rører ved avismomsen i denne omgang. Det er simpelthen for stor og besværlig en sag. Og momsfritagelsen har – set med politikeres øjne – den store fordel, at det er penge, ingen kan se.

Ud fra en finansiel betragtning repræsenterer avismomsen en milliard kroner i provenutab for statskassen. Men da pengene aldrig har været indregnet, er det ikke nye penge, der pludselig skal findes et andet sted. Politikerne budgetterer uden indregning af moms fra aviserne – så på den måde er der umiddelbart ingen skadelidte eller afledte konsekvenser.

At tale om differentieret moms vil i den forbindelse være en endnu giftigere sag end slet ikke at gøre noget. For det vil åbne for 100 diskussioner, om der ikke er andre, langt mere nærliggende områder, hvor momsen bør differentieres – sund mad eksempelvis. Skal momsen være forskellig for forskellige produkttyper vil aviserne med garanti ikke blive løftestangen.

Mediernes brok et problem
Politikernes problem er, at den interne ballade i medieverdenen efterhånden er ved at tage et omfang og styrke, der gør det svært at være helt ligeglade med den kritik, der kommer. Det er ikke længere kun sære typer fra Aller o.s.v., der brokker sig – det er næsten halvdelen af den danske medieverden og langt mere, hvis vi skal optælle kontaktflade til mediebrugerne.

Et andet problem er, at selv om vi igennem de seneste mange år lykkeligvis har undgået avisdød blandt de etablerede papiraviser, ændrer det ikke på, at pluralismen skal findes i de redaktionelle produkter – ikke i ejerkonstruktionerne.

Op mod 90 procent af det danske avismarked enten ejes af eller kontrolleres af Berlingske Media og JP/Politikens Hus. Det betyder, at langt den overvejende del af de trykte aviser har et værdi- og samfundsmæssigt grundsyn, der enten er borgerlig/liberalt eller social/liberalt.

Nu ved jeg som tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet udmærket, at disse grundholdninger kan administreres med betydelig elastiksitet. Det er ikke umiddelbart synligt, at Jydepotten, Politiken og Ekstra Bladet udgives af samme koncern – og tak for det.

Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, halvdelen af de danske politiske partier – eller mere – ikke føler sig holdningsmæssigt dækket ind af de abonnementsaviser, der udkommer i dag. De siger det ikke så tit – men de siger og mener det.

Det ville være overfladisk, hvis man overså den kendsgerning, at adskillige politikere hos S, SF, Ø og R har den opfattelse, at de har meget svært ved at komme til orde eller se deres holdninger neutralt gengivet i den etablerede presse. Og de er særdeles opmærksomme på, at der i Danmark i dag ikke udgives et eneste dagblad, der holdningsmæssigt har sit udgangspunkt til venstre for midten. De føler ikke, de skylder aviserne ret meget, og de oplever ofte de traditionelle abonnementsaviser som direkte modstandere f.eks., når et folketingsvalg strammer til. Så kan man godt mærke, at den borgerlige presse er – borgerlig.

Når avisstøtten dør
Selv om der er lang vej til målet, ville jeg i DDF-kredsens sted nok alvorligt overveje, hvad man egentlig stiller op den dag, politikerne beslutter, at avisstøtten i det omfang og især den struktur, den har i dag, ikke skal fortsætte. Det kan være – er endog sandsynligt - at momsfritagelsen fortsætter i denne runde. Men det bliver ikke ved. Nedtællingen er i gang.

Hvad gør man så egentlig, når den falder bort, og distributionsstøtten også fordufter eller omlægges til fordel for andre ordninger? Jeg tror ikke, politikerne vil opgive støtten til danske medier som princip. Det ville også være urimeligt på et tidspunkt, hvor en række EU- og nordiske lande er i fuld gang med at bistå deres trængte medie- og især avisbrancher. Men jeg tror ikke på, den fortsætter på den måde, vi har kendt indtil nu. Og da aviserne næppe bare kan læsse alle nye omkostninger over på køberne, betyder det, at man enten ret hurtigt skal sikre sig nye, store indtægter (hvad alle avishuse selvfølgelig er i fuld gang med) eller finde på noget helt andet, som politikerne synes er interessant. Store besparelser løser heller ikke problemet – for det vil ramme den redaktionelle kvalitet, og så er man lige vidt.

Hidtil har avisbranchen valgt en taktik, hvor man kæmper for det man har – men ikke forlanger nyt. En udadtil set forstandig, men reaktiv slagplan. Spørgsmålet er, om den taktik er holdbar og fleksibel, når Brink Lund & Co. slipper deres rapport løs og et totalopgør om mediestøtten går i gang.