Engang for længe siden, da email var det nye sort, læste jeg en notits i avisen, som af en eller anden grund gjorde stort indtryk. Jeg bliver ved med at huske på den af og til. Det handlede om nonner i et italiensk nonnekloster. Og om deres adgang til medier og kommunikationsredskaber. Lederen af klosteret udtalte, at tv, telefoner og fax-maskiner ikke var tilladt i klosteret, fordi de afbryder bøn og eftertanke, mens emails var tilladt. Grunden til at emailing var inde i varmen og telefonsnak var ude, var, at emails er noget man vælger til aktivt, ved at gå ind og tjekke om der er post. Hvor fax og telefonopkald har en tendens til at komme på de mest ubelejlige tidspunkter.

Jeg kan godt lide nonnernes tanke om at vælge medier aktivt til og fra. Jeg kan også godt lide tanken om, at tage et reality-tjek på sit medieforbrug.

Man kan ikke alt og man kan i særdeleshed ikke rumme alle de medier, der nu er i spil. Derfor indførte jeg for nogle år siden den regel for mit medieforbrug, som mange kvinder har for klædeskabe med begrænset kapacitet. Hvis der kommer et nyt medie ind i mit liv, skal der et andet medie ud. Ellers er der ikke plads i mit åndelige klædeskab.

Det har betydet ret pudsige ombytninger. Ind. Ud. Jeg har de seneste år sagt farvel til min Blackberry, der altid lå og brummede ad mig, jeg har også droppet elektronisk kalender og erstattet den med en af papir (vi snakker old-school-mayland, som ingen har adgang til), ude er også fastnettelefonen og mobilsvareren sammen med Messenger og Intranet. Vi har sagt farvel og tak til reklamer i postkassen, Weekendavisen hver uge, BNY, Financial Times, Børsen og talrige ugeblade. Mens bøger i stakkevis, månedsblade og udenlandske magasiner bliver ved med at være uundværlige. Tv’et har ingen central rolle i mit liv længere – ligesom mobilen tit går på lydløs, hvad den aldrig gjorde før. Det næste som ryger er nok en til af papiraviserne til hverdag (de hober sig op). Ud kommer snart Den Store Kabel-pakke – som man jo har en tendens til at have af hensyn til børn, men er det egentlig særlig hensynsfuldt at give dem mulighed for at se skodfjernsyn?

Og så er der nonnernes elskede emails, som er stærkt på retur hos mig, fordi de efterhånden virker så gammeldags og langsommelige og adresserne er svære at holde opdaterede.

Hvad er så kommet ind i medieregnskabet? Ind. Ud. Ind er kommet talrige sociale medier og masser af Internetrelateret lirumlarum. Jeg læser nok lige så meget avis, som jeg altid har gjort, men en god del af læsningen foregår på skærm – og underligt nok, hører jeg mere radio end nogensinde, fordi der er kommet DAB og pod-casts (har lige hørt nogle fantastiske P1-programmer på min Ipod, da jeg fik uventet ventetid i en lufthavn i fredags, mens stormen hærgede over Kastrup). Sociale medier fylder meget for mig og rigtig mange andre. Facebook bruger jeg som omdrejningspunkt i mit daglige researcharbejde – her er mail, networking og virtuelt kontorfællesskab samlet på én platform. FB – som vi kalder det – har mange fordele, herunder at alle adresser altid er opdaterede og wall og billede gør, at det er nemmere at danne sig indtryk af den person, man mailer med. Og når det er sagt, er Facebook jo også et ”klædeskab” der i den grad skal ryddes op i og jeg har derfor overhovedet ikke nogen former for applikationer, test, spil, private billeder og målinger kørende derinde. Ligesom jeg ikke kan kontaktes i min gammeldags mailboks af Facebook (det er rart). Jeg er også blevet rigtig glad for at bruge nye tjenester som Slideshare (udveksling af slides) og ZYB (der gemmer numre og vigtige beskeder) – men også Google-tjenester som fx Google-Pisaca til billeddeling. Twitter og Linked-in er i skyggen af FB.

Mens Kommunikationsforum er blevet det faglige fællesskab, jeg før fandt i de nørdede retorikmagasiner og mystiske publikationer ude fra KUA. Visse Blogs (som jeg abonnerer på via RSS-feeds), Mediawatch og Journalisten på nettet, er det, der før var alt for korte medierelaterede noter i en avis eller et månedligt fagblad (det kommer nu stadig ind ad døren). Ind i medieforbruget er også kommet Skype – som bruges af hele familien, hvorfor jeg i torsdags oplevede den tort pludselig at blive skældt ud ansigt-til-ansigt af et af mine børn via min computerskærm, da jeg sad i møde i Spanien. Og nu vi er ved de digitalt indfødte, børnene, de har taget medier med ind i vores liv, jeg ikke havde drømt om, da jeg selv var barn. Som fx det, at de kan se hvad som helst, når som helst, på Youtube og andre kanaler på nettet. De synes at noget, der stadig virker lidt Science-Fiction-agtigt på mig, er totalt naturligt – som det sociale netværk, der hører til World og Warcraft, hvor de kan chatte/tale med spillere fra hele verden og også med far, der måske sidder på arbejde eller på forretningsrejse - og ser effektiv ud, mens han ”leger” med børnene og måske beder dem om at ”spille på sin karakter” – hvad der gør, at de kan have sjov sammen på afstand.

Til gengæld er jeg stadig en af de få dinosaurer, som er afventende overfor Iphonen, da den for mig at se to ulemper: Den er ikke god til sms, der er et af mine all-time-favorit-medier fordi jeg hader at tale i telefonen og så tjekker den hele tiden mails og går online. Og her har jeg det lidt ligesom nonnerne. Det vil jeg gerne have lov til at være i fred for. Så jeg kan få tid til bøn. Eller, nå ja, eftertanke.