Han hed Jørgen … Ejbøl, vist, og på JydskeVestkysten i Esbjerg, hvor han kom fra, kaldte de ham kun Ejbøl.

Jeg var ung journalist på Jyllands-Posten i begyndelsen af 90’erne, kendte ikke denne ”Ejbøl”, men hørte dog, at man på JydskeVestkysten holdt en spontan jubelfest, da det stod klart, at Jørgen Ejbøl forlod bladet for at blive chef på Jyllands-Posten. Manden var gal, nærmest sindssyg, sagde man, han kunne både finde på at råbe og skrige, og urimelig var han også.

Få år efter havde Jørgen Ejbøl forvandlet Jyllands-Posten fra en – god – provinsavis til Danmarks førende og største dagblad med unik journalistisk styrke. Den Gale Mand fra Esbjerg – og, ja, han kunne i den grad blive vred, jeg har oplevet det selv – skabte en revolution i mediebilledet med Jyllands-Postens enorme udvikling – avisen er i dag stadig den største og journalistisk set kolossalt stærk. Og ikke nok med det; Ejbøl stod siden bag en ny revolution: Fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus. Ejbøl fra Esbjerg var med andre ord landets stærkeste medieudvikler og leder.

Jørgen Ejbøl er – ja, gu’ er han så – gal, og tak for det, for vi har alt for få gale, og nyskabelse og forandring og håb og tro på fremtiden skabes ikke på den uendelige række af rose-og-sådan-bliver-du-en-god-leder-uden-at-sige-noget-forkert-og-pas-på-ikke-at-genere-nogen-for-så-går-det-galt kurser i Danmarks Radio eller i Journalistforbundet.

Udvikling skabes af engagerede, ihærdige, energiske og idérige tosser, på alle niveauer. Så I for eksempel det skønne billede af en nøgen Jan Grarup, en af verdens bedste fotografer, der skred fra sit højt betalte job som fotograf på Politiken, i fuld og vred protest over, at Politikens nye fotochef ikke var dygtig nok? Skønt, vidunderligt, fantastisk, Grarup – og så nøgen bagefter i fagbladet. Manden er jo tosset, han er gal, og hvor er det skønt, for ud af ham kommer de bedste fotos, verden kan drømme om. Røvsyg var desværre reaktionerne: Grarup udleverer sig selv, hed det. Ævl, gu’ gør han ej, han siger, hvad han mener, og han gør det med alle sanser åbne: Her er jeg. Nøgen. Det er stil.

Spradebassen Per Mikael
Desværre, er jeg bange for, dyrker og ansætter medieledere nu det "solide" og "ordentlige" – krav om produktion på net og print og web-tv gør det åbenbart – desværre – tit nødvendigt at ansætte pæne, ordentlige mennesker, der kan det hele, selv om det, medierne har brug for, er nøgne tosser, der kan udfordre konventionerne, skide i egen rede og finde på noget mærkeligt, der kan give folk lyst til at læse aviser. Jeg ansatte selv et bundt tosser på Nyhedsavisen – og de kunne virkeligt skide i egen rede, som for eksempel René Fredensborg, der gik til prostitueret på avisens regning, og så på bordellet – han var til "Julepul" – mødte en far fra børnehaven, og skrev om det, og Gud, hvor var René anstrengende, men jeg glemmer det aldrig. Aldrig.

Lige ny hyldes den pæne og ordentlige Merete Eldrup (og hun er skidegod, ingen tvivl om det) som en helt på TV 2, i modsætning til spradebassen Per Mikael Jensen, og hvor øv er det lige – Per Mikael skabte TV 2 News og TV 2 Sport, fremtidens allerstærkeste TV 2 brands og pengemaskiner, og så gik det måske for vidt med radio og andre planer, men uden PM var TV 2 måske død. Hans tosserier og energi har reddet TV 2, ikke det modsatte.

Og hvis resultatet af TV 2-sagen er, at kun pæne og ordentlige chefer har en chance, så er det frygteligt ulykkeligt.

Jeg tænker tit med dyb beundring på kokken Réne fra spisestedet Noma i København, der nu er verdens tredje bedste restaurant. Godt gået, især når man tænker på, at han ikke nyfortolker det franske køkken, men laver kogt grankogler og sælskin med løvblomst. To pointer i det: 1) René er, kan man forstå, skrigende urimelig, tosset, vanvittig, humørsyg. 2) Han laver mad, ingen – ingen – andre ville vove sig i kast med.

Sådan bliver man én af de allerbedste. I verden.

Manden ville næppe have haft en chance i medieledelse.