Debat: Brug TV 2-pengene til at styrke public service tv

Forliget mellem TV 2 og Nent har fjernet en årelang trussel om milliarderstatning fra den statsejede tv-station, som af den grund har haft standby på udbyttebetaling til staten. Nu står staten til at modtage et trecifret millionbeløb fra TV 2, og kommunikationsdirektør i Danske Mediedistributører, Ib Konrad Jensen, mener, at pengene skal i Public Service Puljen.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Af Ib Konrad Jensen, Kommunikationsdirektør i Danske Mediedistributører

DEBAT | Finansministeren må være en glad mand. Det statsejede TV 2 har indgået forlig med Nordic Entertainment Group, som betyder, at TV 2 slipper fri af en truende erstatningssag, der måske kunne have kostet selskabet op mod fire mia. kr. erstatninger og strafrenter.

I stedet kan Nicolai Wammen og regeringen se frem til, at TV 2 nu skal nedbringe sin tre mia. kr. store egenkapital, heraf 1,5 mia. kr. i kontanter, ved at udbetale staten et ekstraordinært udbytte på adskillige hundrede mio. kr., som skal anvendes til… Ja, hvad skal pengene bruges til?

Det mest indlysende må være at anvende dem til at styrke dansk public service tv. Det er jo selve formålet med statens ejerskab af TV 2: ’Statens ejerskab af TV 2 er begrundet i selskabets public service-forpligtelser på hovedkanalen,’ fremgår det af en redegørelse fra Finansministeriets fra juni 2018.

Kendsgerningen er, at staten i årevis har undladt at hæve udbytte fra TV 2, så selskabet har kunnet sparet op til den truende retssag, som nu er endt et forlig langt billigere end frygtet.

TV 2s enorme – og nu overflødige – opsparing giver Folketinget en enestående mulighed for fx at polstre public service puljen, så der i mange år frem vil være penge til at finansiere produktion af det tv med dansk kulturel baggrund, som alle synes enige om at støtte. Det er tv-kunderne, der gennem deres abonnement på TV 2 har betalt gildet, og de har om nogen fortjent at få godt tv for pengene.

Ved samme lejlighed burde Folketinget overveje, om det samtidig giver mening at foreslå nye afgifter på streamingtjenester for at skaffe penge til dansk film og tv. Hvorfor opkræve nye afgifter på tv-markedet, når det samme tv-marked leverer et rekordstort udbytte til staten?

Der er under ingen omstændigheder behov for at haste en lovgivning på området igennem, når det forventede provenu fra afgiften i et par år nemt kan dækkes fra TV 2-udbyttet. Det vil give tid til at opdatere den såkaldte finansieringsrapport fra december 2017, som udgør det politiske grundlag for streamingafgiften.

Siden dén udkom, har tv-markedet undergået markante forandringer i forbrugervaner og -adfærd, DR og TV 2 har oprustet og står stærkere end nogensinde på streaming og produktionsmarkedet oplever sin største succes nogensinde.

Der er al mulig grund til at tage det med i overvejelserne frem for at basere sig på fem år gamle data. Og der er tid – og penge – til at gøre det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også