Influencere foretrækker vejledning frem for redaktøransvar

Bloggere og influencere skal ifølge regeringens medieudspil have klarere rammer end i dag, og et forslag lyder på at nedsætte et udvalg til at undersøge nye ansvarsregler. Men der er mere brug for vejledning, mener branchen.
Kasper Sand Kjær. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Kasper Sand Kjær. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Tidligere og nuværende reality-kendisser samt børn og helt unge kan have svært ved at finde deres egne ben, når de går fra at være helt ukendte til at have en stor følgeskare på de sociale medier, og de har mere brug for vejledning end strammere regler.

Det skriver Information, som har talt med en række aktører i branchen fra etablerede bloggere, formand for Forbundet for Influenter og Bloggere, Lisbeth Kiel, forskningschef ved UCL Erhvervsøkonomi, Gry Høngsmark Knudsen, samt direktør og medstifter af influencerbureauet Make Influence.

Alle er ifølge avisen enige om, at de unge og uerfarne influencere bør vejledes bedre, men de er til gengæld ikke helt enige om, hvem der bør påtage sig ansvaret for det.

Socialdemokraternes medieordfører, Kasper Sand Kjær, siger tll Information, at flere influencere i dag har en rækkevidde, der når længere ud end flere af de traditionelle medier: 

"Den eksisterende regulering rammer ikke ned i, om man har et ansvar for det, man siger. Der er ikke noget, der begrænser en i at sprede falske påstande for eksempel," siger han til avisen.

Skal kunne stilles til ansvar

I sit udspil til en nye medieaftale foreslår regeringen, at der nedsættes et udvalg med deltagelse af mediebranchen, eksperter m.fl., der bl.a. skal undersøge:

"Hvordan influencere og bloggere m.fl. kan stilles til ansvar i tilstrækkelig grad for det indhold, de publicerer, herunder om der f.eks. er behov for at pålægge dem et redaktørlignende ansvar."

Derudover foreslår regeringen flere tiltag, der skal styrke statens regulering - eller "demokratisk kontrol", som det hedder sig i udspillet - med de store sociale medie-platforme, hvor bl.a. influencere opererer. Bl.a. har kulturministeren officielt anmodet store techkoncerner om at være transparent omkring de algoritmer, der styrer visningen af indhold på platforme som Facebook og Youtube.

Tre tendenser, unges medievaner viser om SoMe i 2022 

Fiktive influencere vinder frem i dit feed - og kan påvirke medietillid 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også