Kulturministeren udpeger nyt Medienævn med Vibeke Borberg i spidsen

Udpegelsen af nye medlemmer til Medienævnet er sket med udgangspunkt i, at kulturministeren ønsker mere fokus på digital udvikling og innovation. Kun ét af de syv medlemmer er genganger fra det seneste hold.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har udpeget et nyt medienævn for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025 og indsat advokat Vibeke Borberg med speciale i medieret og presseetik som formand for nævnet. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Det er Medienævnet, der behandler ansøgninger om mediestøtte og fører tilsyn med, at tilskudsmodtagerne overholder loven.

Udpegelsen af nævnet sker hvert fjerde år, og kulturministeren begunder udpegelsen af nævnets syv medlemmer med, at nævnet i højere grad skal have fokus på den digitale udvikling og innovation.

"Jeg går ind til de kommende medieforhandlinger med en ambition om at lægge sporene til en mediestøtte, der i langt højere grad end i dag kan favne den digitale udvikling og understøtter pluralisme og innovation. Det har derfor været vigtigt for mig at sammensætte et nævn, der har et skarpt øje for udviklingen i mediebranchen, og som kyndigt kan forvalte støtten til medier – også efter de ændringer, som måtte komme med en ny medieaftale. Det glæder jeg mig over, at det nye nævn kan," udtaler kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i meddelelsen.

Med udskiftningen udtræder den hidtidige formand, professor Thomas Riis, professor Ida Willig, direktør i AJKS, Linda Garlov, direktør Trine Nielsen, lektor Anne B. Holm og økonomidirektør Peter Nordgaard.

Eneste genganger fra det forrige medienævn, der blev udpeget af daværende kulturminister Mette Bock (LA) i december 2017, er forlagschef og forstander Mathias Bruun, som er udpeget på baggrund af en indstilling fra Danske Medier.

Ansvar for mediestøtten

Det er Medienævnet, der træffer afgørelse om tilskud til trykte nyhedsmedier og nyhedsmedier, der udkommer på nettet. Det drejer sig bl.a. om redaktionel produktionsstøtte, som er et tilskud baseret på mediernes redaktionelle omkostninger, og innovationsstøtten, som er projekttilskud til etablering af nye nyhedsmedier og til udvikling af eksisterende nyhedsmedier.

Derudover fører nævnet også tilsyn med, at de medier, som får tilskud, overholder vilkårene for at modtage mediestøtte.

Medienævnet er nedsat af kulturministeren og består af syv medlemmer, som tilsammen skal repræsentere ekspertise inden for nyhedsformidling, driftsøkonomi, mediemarkedet, journalistisk innovation, medieforbrug samt mediernes demokratiske funktion og teknologiske udvikling.

Medienævnet oplever mere rift om mediestøtten

Debat: Derfor klager Euroman - igen - over afslag på mediestøtte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også