Byrådsmedlem ekskluderet fra parti efter trusler mod journalist

John Pawlik fra Nye Borgerlige truede under et interview en journalist fra Radio Loud. Partiet har nu ekskluderet ham.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Et byrådsmedlem fra Nye Borgerlige er blevet ekskluderet efter trusler under et interview. Det meddeler Nye Borgerlige til Radio Loud.

Der er tale om John Pawlik, der er byrådsmedlem og kommunalvalgskandidat for partiet i Vordingborg.

Under et interview, der endnu ikke er publiceret, med Radio Loud sagde han til journalisten:

"Du bliver bollet i hoved og røv nu, bare vent og se. Jeg har allerede sat noget i gang. Så du kan godt glæde dig."

Interviewet sendes mandag morgen.

Nye Borgerlige tager afstand fra det nu tidligere medlem.

"Det er ikke en acceptabel adfærd. Nye Borgerlige tager kraftig afstand fra vold og trusler om vold i alle sammenhænge," skriver Nye Borgerliges pressechef, Lars Kaaber, i en mail til Radio Loud.

John Pawlik har over for radiostationen ingen kommentarer til, om han vil fortsætte som løsgænger i Vordingborg byråd.

Han vil dog stadigvæk være på Nye Borgerliges stemmeseddel til kommunalvalget 16. november, da den opstillede liste ikke længere kan ændres.

Det er ikke første gang, at Nye Borgerlige har ekskluderet et medlem. I oktober blev en kandidat ekskluderet på grund af en "uacceptabel" kommentar på et socialt medie.

Det var 63-årige Henning Linnemann, der år tilbage havde skrevet på Facebook, at han gerne "dræber en muslim eller to".

I slutningen af oktober fortalte medstifter og politisk næstformand Peter Seier Christensen, at cirka 60 medlemmer var blevet smidt ud.

Han pegede her på, at der sandsynligvis ville komme flere.

"Jeg tror, at det er uundgåeligt, at det kommer til at ske igen, selv om vi helst var fri for det,"sagde han her til Ritzau.

I dag er partiet, som blev stiftet i 2015, landets tredjestørste målt på antal medlemmer med over 17.000 medlemmer.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også