Journalistforbund efterlyser samlet indsats mod chikane

Dødstruslerne mod Loud understreger det akutte behov for at få gennemført en national handlingsplan for journalisters sikkerhed. Sådan lyder det fra Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund.
Foto: Jacob Nielsen
Foto: Jacob Nielsen

Dansk Journalistforbund har de senere år set en stigning i antallet af henvendelser fra medlemmer, der bliver chikaneret eller truet på grund af deres arbejde.

"Det er uden tvivl et stigende problem, men vi er nødt til at skabe et samlet overblik for at finde ud af, hvordan vi i bedst kan sætte ind mod chikane og trusler mod journalister. Derfor presser vi på for en national handlingsplan, der kan monitere området og som kan koordinere en samlet indsats fra alle interessanter på området," siger Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund.

I foråret 2019 var Dansk Journalistforbund med til to indledende møder med Anklagemyndigheden, Danske Medier, International Media Support, Justitsministeriet, Rigspolitiet og Udenrigsministeriet med henblik på at finde et fælles grundlag for en samlet indsats mod truslerne mod pressefriheden efter svensk forbillede.

Siden er også UNESCO og Kulturministeriet kommet med i samarbejdet, der i første omgang sigter mod at skabe overblik over trusselsbilledet.

Der mangler overblik

"I DJ kan vi konstatere, at vi har flere sager, men vi mangler et overblik, hvor alle episoder bliver registreret, og hvor der sættes særligt fokus på overgreb mod journalister. Vi opfordrer altid vores  medlemmer til at anmelde chikanen til politiet, men ofte får vi den tilbagemelding, at politiet ikke rigtigt ved, hvad de skal stille op med overgreb, der efter al sansynlighed skyldes journalistens arbejde," siger Tine Johansen, der kalder dødstruslerne mod Loud for et klart og tydeligt signal om, at der er behov for at gøre noget.

Louds digitale direktør har fået dødstrusler på sin arbejdsmail 

En undersøgelse fra januar i år viste, at en fjerdel af Journalistforbundets medlemmer har oplevet digital chikane.  En tiendedel overvejer at skifte arbejde på grund af chikanen.

"Den er jo helt gal. Det er først og fremmest et arbejdsmiljøproblem for den enkelte journalist, og dermed er det også arbejdsgiverens ansvar. Men det rejser et meget stort problem for samfundet, hvis journalister ikke længere føler, at de kan udføre deres arbejde trygt og sikkert," siger Tine Johansen, der allerede ser tendensen inden for bestemte stofområder eller politiske emner.

Nogle områder er mere udsatte

"Det gælder i stigende grad for journalister, der beskæftiger sig med køn og ligestilling, og det har længe været meget slemt for journalister, der dækker indvandring og integration. Tonen er blevet så hård, at mange simpelt hen opgiver at arbejde med områder, fordi man ikke kan holde til de konstante og voldsomme angreb. Ikke kun på sociale medier - ofte også direkte i indbakken," siger Tine Johansen, der understreger at hun ikke ønsker at hæmme den kritiske samfundsdebat.

"Journalister skal tåle mere kritik end så mange andre. Det, vi laver, kan gå ud over andre mennesker og det er helt afgørende for samfundet, at journalistikken er til debat. Altid. Også gerne skarp debat. Men det skal altså ikke ramme den enkelte journalist,,"siger Tine Johansen, der henviser til Radio Loud som et meget klart eksempel på, at kritikken er kammet over og blevet chikane.

Loud skærper sikkerheden efter bombetrussel mod radioen 

Og grænsen blev efter journalistformandens mening overskredet længe før weekendens bombetrussel mod radioen selv og dødstruslerne mod den digitale direktør og hans kone.

Loud-medarbejdere chikaneret fra starten

"Der er nogle af de helt unge Loud-medarbejdere, som lige fra starten har været udsat for en dybt ubehagelig og personlig chikane fra anonyme krænkere på nettet. Men jeg har også set danske politikere, der er gået langt over stregen med kritik af navngivne værter på radioen," siger Tine Johansen.

Foruden en national handlingsplan for journalisters sikkerhed ønsker Tine Johansen et opgør med det, hun kalder "tarzan-kulturen", hvor man risikerer latterliggørelse for at "ikke at kunne tåle lugten i bageriet".

"Det er min oplevelse, at de fleste arbejdsgivere faktisk tager det alvorligt, når medarbejdere fortæller om trusler og chikane. Men vi skal blive meget bedre i hele branchen til at lade folk sige fra. Som med alle andre former for krænkelse er det kun offeret selv, der ved, hvornår det er for meget," lyder det fra journalistformanden. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også