MediaWatch

Ny aftale genåbner for coronahjælp til faste udgifter

Hjælpepakke med støtte til faste udgifter er åben for hele landet og kræver omsætningsnedgang på 30 pct.

Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Det bliver atter muligt for virksomheder at søge om hjælp til at få dækket faste udgifter, hvis omsætningen er dykket med mindst 30 pct.

Det har et flertal i Folketinget torsdag aften aftalt, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen, der er en genåbning af en kompensationsordning fra foråret, er indgået af regeringen, Venstre, De Konservative, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Dermed kan flere virksomheder, kulturinstitutioner og idrætsliv søge om hjælp, og erhvervsminister Simon Kollerup (S) er sikker på, at der er brug for hjælpepakken.

"Der er ingen tvivl om, at der er brug for hjælpen derude," siger han i meddelelsen.

Virksomheder i hele landet kan søge hjælpepakken, der således ikke er forbeholdt de 69 kommuner, som i øjeblikket er underlagt ekstra restriktioner for at inddæmme coronavirusset.

Men der er dog en forskel på, hvornår de kan søge støtte fra. De 38 kommuner, der blev ramt af ekstra restriktioner den 9. december, kan søge fra den dato.

Resten af landet kan søge fra den 11. december.

Gælder indtil januar

Med aftalen torsdag aften bliver der også åbnet for kompensation til selvstændige. Også for denne ordning er kravet, at der har været en nedgang i omsætningen på mindst 30 pct.

Ordningerne gælder som udgangspunkt i tre en halv uge - indtil 3. januar 2021.

Dermed følger de en række skærpede restriktioner, som er indført denne uge, og som blandt andet betyder, at restauranter, barer, biografer, museer og foreningsliv er lukket ned i 69 af de 98 kommuner.

Begge kompensationsordninger kan forlænges, hvis de skærpede restriktioner forlænges, fremgår det af pressemeddelelsen.

Desuden vil aftalepartierne mødes for at snakke om tillæg til aftalen. Det fremgår ikke, hvad det kunne være for tillæg.

I Dansk Erhverv er man glade for, at der er kommet en bred politisk aftale.

"Et lettelsens suk kommer fra rigtig mange virksomheder, som har været bekymret for, om de vil få del i hjælpepakkerne, så de kan overleve og sikre arbejdspladserne. Så det er en god start," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Han mener dog, at der stadig venter opgaven med at få godkendt statsstøtten i EU.

"Hvis man ikke får godkendt statsstøtten i EU, og der kommer et alt for lavt loft over, hvor mange penge man må give til virksomhederne, så er der mange, der vil vælte."

Aftalen er landet, efter at regeringen tidligere torsdag indgik en aftale med arbejdsmarkedets parter om at genindføre en justeret udgave af ordningen med lønkompensation.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Lav tilslutning fra kunderne til Netflix' spilleplatform

Inden udgangen af 2022 vil Netflix have fordoblet sit udbud af mobilspil. Men på de ni måneder siden lanceringen af de første spil, har kun en lille del af abonnenterne udvidet deres Netflix-forbrug fra TV til også at gælde gaming.

Efter 18 år er det slut med NFL på Viaplay

Siden 2004 har danske fans kunnet følge amerikansk fodbold på Viaplays kanaler, men nu er det slut: Markedet har forandret sig for meget, lyder det fra Viaplay Group, der hidtil har siddet på rettighederne.

Lindhardt og Ringhof ser gevinst i forskelligheder med nykøbte Clio

Med overtagelsen af edtech-selskabet Clio har Lindhardt og Ringhof Uddannelse forstærket sin topposition på markedet for lærermidler. En ny, samlet platform vil stå klar inden for ”et års tid”, siger direktør. Konsolideringen vil også betyde afskedigelser bl.a. af Clios adm. direktør.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs