Wammen vil ikke tolke på pressechefs beske afskedssalut

Finansminister Nicolai Wammen (S) afviser i spørgetime, at partifarve spiller rolle for ansættelser i ministeriet. Dansk Folkeparti mener, spørgsmålet bør undersøges nærmere.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det vakte opsigt, da daværende pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe i marts om sin afsked sagde, at det var en "svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat".

Onsdag spurgte Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF) ind til sagen under spørgetimen til ministrene.

"Det tilkommer ikke mig at tolke på Sigga Nolsøes kommentar. Jeg vil dog gerne understrege, at udtalelsen og min opfattelse af forholdet mellem regeringen og embedsmandsværket er langt fra hinanden," siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Spørgsmålet i salen har sin bund i en debat, der startede allerede omkring nytår. Her skrev Berlingske, at en lang række nyansatte pressechefer i ministeriet havde en baggrund i Socialdemokratiet.

Mens særlige rådgivere er ansat af ministeren og er en mere politisk post, er pressechefer i ministerier embedsfolk, der børe være politisk neutrale.

Derfor er der rejst spørgsmål til, om den socialdemokratiske etpartiregering var ved at politisere embedsmandsværket.

"Uanset regeringen farve må det være sådan, at man ikke ansætter embedsfolk på baggrund af partifarve. Både hvad angår nuværende, tidligere og kommende ansatte vil politisk farve ikke have betydning for, om man kan bestride jobbet eller få det," siger Nicolai Wammen.

DF: Sætter alarmklokker i gang

Morten Messerschmidt er dog ikke overbevist.

"Det er meget svært at tro på, at der ikke skulle været skelet til partiinteresserer, når en pressechef kommer med sådan en udtalelse. Den får alle alarmklokker til at ringe," siger han.

Han mener, at der bør laves en undersøgelse i Folketinget af ansættelser i efteråret og vinteren af pressechefer, der har en socialdemokratisk baggrund.

"Jeg synes, at man skal nedsætte et udvalg i Folketinget, der i fuld fortrolighed kan se dette her efter. Så får vi syn for sagn. Folketingets fornemmeste opgave er at kontrollere regeringen. Og hvis der ikke er noget om snakken, så burde det være i regeringens interesse at få afklaret dette her," siger Morten Messerschmidt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også