DF vil beholde Radio24syv men ikke åbne udbud

Efter debatten om Radio24syv skal forligskredsen bag medieforliget mødes tirsdag. Det kan betyde overlevelse for 24syv.
Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti (i midten), og kulturminister Mette Bock (LA). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti (i midten), og kulturminister Mette Bock (LA). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Dansk Folkeparti er ikke klar til at genåbne udbuddet af radiokanalen FM4, som Radio24syv for nuværende sidder på. Men partiet vil gerne arbejde for, at Radio24syv kan fortsætte i en anden form.

Det siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, til TV2 News forud for et møde i den forligskreds, der blev enige om et lokalitetskrav i det nye udbud. Kravet betød, at Radio24syv ikke mente, at man kunne fortsætte som kanal.

Kravet om, at vinderen skal have over 70 pct. af sine ansatte 110 kilometer væk fra København, er blevet stærkt kritiseret for at være møntet på netop Radio24syv samt et brud armslængdeprincippet om, at politikerne ikke styrer medierne.

"Der er ingen tvivl om, at vi er blevet overaskede over, hvor omfangsrig debatten har været. 24syv har fyldt rigtigt meget, og vi vil da ikke have skylden for at lukke 24syv, for det har aldrig været vores ønske."

"Vi vil have et bredt udbud af radiokanaler," siger Peter Skaarup til TV 2 News.

Åben for ny DAB-kanal

Efter længe at have stået meget fast på kravet i udbuddet åbnede Dansk Folkeparti i sidste uge op for, at kanalen kan fortsætte som en DAB-kanal.

Det har fået kulturminister Mette Bock (LA) til at indkalde partierne bag medieforliget til en diskussion af, om man skal ændre på kravene i udbuddet. 

"Vi har ikke haft noget ønske om, at Radio 24syv ikke skulle byde ind på FM4. Så vi går ind til dette her med åbent sind."

"Man kan rulle udbuddet tilbage og så starte igen uden lokalitetskrav. Vi havde ikke sådan et krav i vores udspil. En anden mulighed er at lave en DAB-kanal, som Radio24syv så kan søge," siger kulturminister Mette Bock (LA) til TV 2 News.

At rulle udbuddet tilbage er dog ikke noget, Dansk Folkeparti er positivt indstillet over for.

"Udbuddet er allerede i gang, og det synes vi ikke, der skal pilles ved. Vi ser gerne, at der kommer en taleradio fra Vestdanmark."

"Men vi ser også gerne, at Radio24syv fortsætter. Jeg vil ikke gå ind i debatten om, hvad der er sagt tidligere. Jeg synes, vi skal kigge frem og så sammen med regeringen se på, hvordan Radio24syv kan fortsætte."

"Det har vi et oprigtigt ønske om, at de gør," siger Peter Skaarup til TV 2 News.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også