Kulturminister vil ændre dansk kulturliv på ti punkter

Mette Bock (LA) vil blandt andet rydde op i "ulogiske" forhold på teater- og museumsområdet, sælge TV 2 og slanke DR og nedsætte licensen.
Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv
Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv
RITZAU

Kulturminister Mette Bock (LA) siger i et interview med Berlingske, at hun er klar med en plan, der varsler reformer af kulturlivet på ti forskellige områder.

Interviewet falder i anledning af Mette Bocks første 100 dage i Kulturministeriet.

Kulturministeren fremlægger ti punkter, hvor hun vil ændre dansk kultur. Det handler blandt andet om at give statsstøttede institutioner større handlefrihed.

Dertil vil hun gerne prioritere elite og vækstlag samt motivere fonde og civilsamfund til at bidrage med mere.

"Vi har en lang tradition for at bruge den statslige kulturstøtte på en bestemt måde. I en tid, hvor der ikke tilflyder kulturområdet flere penge, skal vi måske til at gøre tingene på en lidt anden måde," siger Mette Bock til Berlingske.

Har svigtet eliten

Kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag, mener ministeren.

"Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse. Helt overordnet mener jeg, at vi har svigtet eliten og vækstlaget, og de to dele af kulturlivet vil jeg gerne styrke," siger Mette Bock.

Blandt de områder, der vil komme under ministerens og de kulturpolitiske ordføreres lup i den kommende tid, er museerne og scenekunsten.

"Af historiske årsager bliver de statsanerkendte museer i dag støttet vidt forskelligt. Vi skal se på, om man ikke kan lave nogle mere objektive kriterier for støtte og i samme ombæring frigøre nogle midler, for i dag er der intet råderum til nye initiativer," siger Mette Bock, der også har et ønske om at afbureaukratisere museumsområdet.

Scenekunstområdet bliver taget under behandling til efteråret.

Kulturministeren ønsker også at rette fokus mod civilsamfundet, som hun mener, at "vi har mistet blikket for", siger hun.

Her er de 10 politiske indsatsområder:

Kulturminister Mette Bock (LA) vil i 2017 og 2018 præsentere en række kulturpolitiske udspil. Reformplanen inkluderer blandt andet følgende initiativer:

  • Ændring af bygningsfredningsloven. Loven om fredede bygninger skal laves om. Unødvendige regler for fredede bygninger, hvor der ikke er vigtige ting at beskytte, skal fjernes.
  • Mediepolitisk aftale skal afsluttes inden 2018. Ministeren vil slanke DR og nedsætte licensen.
  • Privatisering af TV2. Forberedelserne påbegyndes i år.
  • Modernisering af museernes tilskudssystem. Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte museer får i statsstøtte. Tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) har talt om at indføre en taxametermodel.
  • Styrket international antidoping-indsats og styrket indsats mod matchfixing.
  • Reform af scenekunstområdet. Blandt andet ny tilskudsstruktur. Påbegyndes i efteråret.
  • Analyse af de kunstneriske uddannelser. Arbejdet skal være afsluttet i efteråret.
  • Folkeuniversitet – analyse med henblik på ny struktur. Arbejdet indledes i april.
  • Modernisering af blankmedieordningen. Den er i strid med EU-retten, når det handler om privat kopiering af musik og film på eksempelvis smartphones. Her modtager rettighedshaverne nemlig ikke vederlag.
  • Styrkelse af orkestermusikken i hele landet.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også