Mette Bock afløser Haarder som kultur- og kirkeminister

Regeringen har sat navne på sine ministre. Liberal Alliances Mette Bock (LA) overtager posten som kultur- og kirkeminister fra Bertel Haarder (V).
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Foto: Jens Dresling/Polfoto

Opdateret kl. 09:40 - Det er nu officielt, at Liberal Alliances Mette Bock bliver ny kultur- og kirkeminister. Hun afløser Bertel Haarder (V), som der ikke er fundet nogen ny ministerpost til. Det bekræfter regeringen på Twitter.

Den officielle udmelding kommer, efter flere medier, siden den nye trekløverregerings grundlag blev præsenteret i går, har erfaret, at Mette Bock ville indtaget netop kulturministerposten.

I alt har regeringen udpeget 22 ministre i den nye trekløverregering. 13 af dem er fra Venstre, seks er fra Liberal Alliance og tre er fra Konservative.

Fortid i mediebranchen

Den nye kultur- og kirkeminster Mette Bock har senest været medieordfører for Liberal Alliance. Her har hun slået til lyd for bl.a. en gradvis afvikling af mediestøtten, et slankere DR og et salg af TV 2. Senest har hun i forbindelse med Public service-udvalgets rapport erklæret sig som tilhænger af en fondsmodel, hvor producenter og medier kan søge midler til at lave public service-indhold.

Mette Bock kommer også med insiderviden fra mediebranchen. Hun var i perioden 2008 til 2010 direktør for programproduktion i DR. Fra 2002 til 2007 var hun adm. direktør og ansv. chefredaktør på JydskeVestkysten, og tidligere har hun arbejdet som journalist på Jylllands-Posten.

Udnævnelsen af Mette Bock markerer samtidig enden på Bertel Haarders tid som minister i denne omgang. Bertel Haarder har siddet på posten som kulturminister, siden Venstre overtog regeringsmagten i sommeren 2015.

Bertel Haarder har i alt været en del af en regering i 22 år. Han sidder fortsat i Folketinget, hvor han er det længstsiddende medlem af samtlige nuværende 179 Folketingsmedlemmer.

DR i centrum i Haarders tid

Bertel Haarders tid som kultur- og kirkeminister har på det mediepoltiiske område især været præget af diskussioner mellem de private medier og DR om fremtidens public service.

Her har Bertel Haarder senest fortalt, at han ser en mediefremtid for sig, hvor DR får mindre monopol på public service-bevillingerne, og hvor det kommende medieforlig skaber en afgrænsning mellem DR og den skrevne presse. Haarder mener, at DR dels er for dominerende i et presset mediemarked, dels har spredt sig for tyndt over for mange tv- og radiokanaler og for mange typer indhold og har betegnet DR's brede udvalg af tv- og radiokanaler samt hjemmeside som "ren alfabetsuppe". Omvendt mener han ikke, at DR skal afskæres fra at bruge de digitale platforme.

I den nye trekløverregerings regeringsgrundlag er DR også i søgelyset. Ifølge den nye regering skal DR fokuseres, ligesom licensen skal nedsættes. Samtidig vil regeringen skille sig af med TV 2 og ønsker, at forberedelserne til en privatisering vil begynde i 2017. Planen er, at et salg bliver gennemført efter 2018, fremgår det af regeringsgrundlaget.

Derudover varsler regeringen en hårdere kurs over for medier, der "krænker privatlivets fred eller bringer æreskrænkende beskyldninger." Også offentlighedsloven får et eftersyn, efter den er blevet mødt af megen kritik. Det har særligt Konservative været fortalere for, og i den forbindelse er det værd at bemærke, at partiets formand Søren Pape Poulsen bliver ny justitsminister.

Kl 11. præsenteres det nye ministerhold for Dronninge på Amalienborg i København. Efterfølgende overdragelses de enkelte ministerier til de nye ministre af de afgående.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også