Megafon: Amerikansk valgkamp ramt af DF-effekt

De amerikanske meningsmålingsinstitutter blev formentlig snydt af, at nogle amerikanere var tilbageholdende med at fortælle, at de ville stemme på Trump, mener Megafon.
Foto: John Locher/AP/Polfoto
Foto: John Locher/AP/Polfoto

I dag står det klart, at meningsmålingsinstitutterne tog grueligt fejl af Donald Trump og hans chancer for at vinde præsidentvalget. En del af forklaringen er formentlig det, som vi i Danmark kalder Dansk Folkeparti-effekten, mener Megafon. Det skriver Information.

"Hvis de amerikanske institutter havde været på studietur her i Danmark og havde talt med os, så var det måske ikke gået helt så galt. Vi begik jo samme fejl med DF-stemmerne i særligt Sønderjylland," siger Asger Henning Nielsen, direktør for Megafon, til Information med henvisning til valget i 2015.

Han peger på, at de misvisende meningsmålinger formentlig også skyldtes det amerikanske valgmandssystem, mange nye vælgere, hvis adfærd er svær at forudsige, og at amerikanske medier typisk benyttede et gennemsnit af en meget stor mængde meningsmålinger, hvoraf mange ganske enkelt ikke var gode nok.

Ifølge Rune Stubager, der er valgforsker på Aarhus Universitet, har institutterne desuden skullet forholde sig til mange nye faktorer.

"Både ved brexit og valget i USA var der nye ting på spil. Brexit var en helt ny type problemstilling i Storbritannien, som man ikke havde den samme erfaring med at lave målinger på. I USA var der en ny type kandidat i form af Donald Trump, der har vendt op og ned på tingene," siger Rune Stubager til Ritzau.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også