Jakob Scharf: PET-bog bygger på åbne kriminalsager

Jakob Scharf, tidligere chef for PET, mener, at virakken om bogen "Syv år for PET", er overdreven.
RITZAU

Jakob Scharf, tidligere mangeårig chef for PET, er havnet midt i et større stormvejr i forbindelse med bogen "Syv år for PET", der delvist bygger på interviews med ham.

Bogen omhandler hans tid i efterretningstjenesten, men grundet mistanke for, at den indeholder fortrolig information, har Københavns Byret nedlagt fogedforbud mod udgivelsen.

Det skete, efter PET, der havde fået flere afslag på at se bogen, læste foromtalen af den. Foromtalen lover en "insider beretning" fra PET.

"Den bagsidetekst har nok fået lige lovlig meget sovs og kartofler, og jeg kan da i hvert fald sige så meget, at jeg ikke selv ville have skrevet den sådan. Jeg står ikke og videregiver fortrolige oplysninger til folk. Det gør jeg altså ikke. Og jeg kunne heller aldrig finde på det," siger den tidligere PET-chef til Jyllands-Posten.

Natten til lørdag fik PET ved et retsmøde nedlagt forbud mod, at Ekstra Bladet og Radio24Syv videregav informationer fra bogen. Samtidig gav dommeren PET lov til at beslaglægge udgaver af bogen, der er sendt til boghandlere.

Jakob Scharf fastholder over for Jyllands-Posten, at bogen ikke indeholder nogle informationer, der kan kompromittere PET.

"Der står ingenting i den bog, der blotlægger hemmelige operationer eller andre tilsvarende oplysninger fra min tid som PET-chef. Tværtimod bygger den på åbne kriminalsager, der alle har været for retten," siger han.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også