Ekspertråd: Medier skal kunne klage over Google-dom

En ekspertkomite nedsat af Google har færdiggjort rapport med anbefalinger til "retten til at blive glemt". Et af rådene er, at medier skal kunne klage over Googles afgørelser.
Foto: Jens Meyer/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Jens Meyer/AP/Polfoto/Arkiv
Danske og europæiske medier skal have muligheden for at klage, hvis de er uenige i Googles beslutning om fjerner links til mediernes historier på grund af "retten til at blive glemt".

Sådan lyder det i en længe ventet rapport fra en ekspertkomite, som Google har nedsat.

I rapporten kommer komiteen med anbefalinger til, hvordan søgemaskinegiganten skal navigere i EU-dommen fra maj sidste år, der giver privatpersoner ret til at bede Google om at fjerne søgeresultater, der linker til "utilstrækkelige, irrelevante eller ikke længere relevante" personlige oplysninger.

"Mange eksperter har foreslået, og vi er enige, at udgivere skal have mulighed for at gøre indsigelser mod forkerte afindekseringer for DPA (nationale datatilsyn, red.) eller en tilsvarende offentlig autoritet, fordi afindekseringer påvirker udgiverens rettigheder og interesser," skriver ekspertkomiteen.

Komiteen bakker desuden op om Googles nuværende politik om at varsle medierne i de tilfælde, hvor links til deres artikler bliver fjernet. Dog anbefaler komiteen, at Google forbedrer klage-formularen, at de kun fjerner links på europæiske domæner og at de ikke afslører over for Google-brugerne, hvilke søgeresultater der er påvirket af retten til at blive glemt. 

Råd til individuelle kriterier

I EU's dom fra maj står der, at Google bør udvise mindre hensyn til offentlige personer, når de skal vurdere anmodninger om at blive slettet.

Den debat går ekspertkomiteen også ind ved at liste en række kriterier, som det mener, at Google skal vægte i deres afgørelser.

Forkert information og oplysninger om en persons sexliv, adresse og telefonnummer bør eksempelvis veje til fordel for en afindeksering, mens eksempelvis oplysninger om politisk og religiøs diskurs, kriminalitet, den offentlige sundhed eller historisk uundværlige oplysninger bør veje for den offentlige interesse, lyder rådet.

Tysk medlem uenig i anbefaling

Rapporten har været ventet med spænding i flere måneder og kommer efter, at ekspertkomiteen har været på rundtur i fem europæiske storbyer for at debattere dommen med eksperter og offentligheden.

Komiteen har dog på flere punkter været uenige omkring rapportens anbefalinger. Blandt andet er den tyske politiker Sabine Leutheusser-Schnarrenberger uenig i, Google kun skal fjerne links på europæiske søgeresultater.

"Min mening er, at anmodninger om at blive glemt omfatter alle domæner og må ikke begrænses til EU-domæner," udtaler Sabine Leutheusser-Schnarrenberger i et afsnit af rapporten, hvor kommiteens medlemmer kan komme med individuelle kommentarer.

"Internettet er globalt og beskyttelsen af brugernes rettigheder må også være global. Enhver omgåelse af disse rettigheder må forhindres," udtaler hun. 

Mindst ti danske artikler påvirket

I Danmark har flere danske medier oplevet at få artikler afindexeret fra Google.

En rundspørge, som MediaWatch har foretaget, viser, at mindst ti artikler fra seks danske medier bliver sværere at finde, fordi Google har imødekommet anmodninger fra borgere, der finder de personlige oplysninger om dem i artiklerne "utilstrækkelige, irrelevante eller ikke længere relevante".

Foruden BT har TV 2, DR, Jyllands-Posten, Information og Kristeligt Dagblad fået fjernet links af Google for "visse søgninger på navne eller andre personlige identifikatorer”. Ekstra Bladet, Politiken, Berlingske, Børsen og Metroxpress har derimod ikke hørt fra Google.

På verdensplan har Google modtaget mere end 214.000 anmodninger om at fjerne links til knap 773.000 webadresser. I Danmark har Google modtaget 2163 anmodninger om at få slettet 7449 links, viser Googles ”transparency report”. 

Samlet set har Google imødekommet anmodningerne i 40,3 pct. af tilfældene. I Danmark er tallet 41,5 pct.

Læs flere artikler i temaet:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også