Politikere har selv nøgle til orkester-redning

DR er forpligtet til at drive Underholdningsorkesteret ifølge den nuværende public service kontrakt, der skal genforhandles inden nytår. Dermed er der lagt op til slagsmål omkring lukningen, der har vakt politisk harme.

Reaktionerne fra blandt andre Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative har været stærke, efter DR mandag bebudede, at man vil lukke DR Underholdningsorkesteret i forbindelse med den storstilede spareplan. Politikerne kan dog selv redde orkesteret, skriver Jyllands-Posten.

Politisk harme over orkester-lukning

For nok vedtog politikerne før sommerferien det medieforlig, der har været med til at udløse mandagens spareplan, men inden nytår skal aftalen udmøntes i DR's public service-kontrakt, der definerer rammerne for DR's virke mere konkret. I den nuværende kontrakt er DR forpligtet til at drive Underholdningsorkesteret sammen med de andre nuværende kor og orkestre i DR. Den formulering vil Dansk Folkeparti bevare, når den nye public service-kontrakt snart skal skrives.

”Vi mener ikke, at nedlæggelsen af Underholdningsorkesteret var en del af de diskussioner, vi havde omkring medieforliget, og vi kan derfor ikke se, hvorfor den forpligtelse skal skrives ud af public service-kontrakten, når vi forhandler den på plads,” siger DF’s medieordfører Morten Marinus til Jyllands-Posten.

DF vil genåbne medieforlig efter DR's lukning af orkester

De konservatives medieordfører Lars Barfoed sagde i går til Berlingske, at han vil fremsætte beslutningsforslag i Folketinget om at bevare underholdningsorkesteret, mens De Radikale og Socialdemokraterne afviser at blande sig i DR’s prioriteringer. Også Liberal Alliances medieordfører, Mette Bock, afviser at detailstyre DR, selvom hun ifølge Jyllands-Posten synes, DR’s ledelse og bestyrelse prioriterer ”politisk tonedøvt”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også