Lykkeberg: Radio24syv er ’en indlysende succes’

Hvis man godtager, at præmissen for Radio24syv er eksperimenter, så kan man små to år efter Radio 24syvs fødsel kalde kanalen en succes, mener Politikens kulturredaktør.

På forhånd så Radio24syv ikke ud til at overraske med en liste af allerede etablerede værter. Det ville blive mere af det samme, forudså mange, men sådan er det ikke gået, konstaterer Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg.

Kanalens værter formår hver dag at eksperimentere med taleradio-formatet, og ser man kanalen i det lys, så er Radio 24syv ”på sin egen måde en indlysende succes”, skriver han i en kommentar.

”Det er ikke altid sjovt at høre på, fordi programmerne kan være så uendelig lange, og samtalerne kan kredse temmelig længe om noget, der ikke forekommer voldsomt væsentligt. Men det er netop eksperimentets præmis, at det kan gå galt eller falde udenfor,” skriver han.

”Der skal da være andre måder at lave taleradio på end den vedtagne stil på P1. Og man kan roligt sige, at der de første år på Radio24syv har været flere eksperimenter end i de seneste mange år på P1,” fortsætter han.

Selvom kanalen kort før sin to års fødselsdag 1. november stadig kæmper for at nå målet om 500.000 ugentlige lyttere, så er det åbenlyst for Rune Lykkeberg, at kanalens eksperimenter udfordrer de vedtagne dogmer for taleradio hos hovedrivalen P1 i sig selv med til at gøre kanalen til en succes.

”På samme måde som de pædagogiske eksperimenter i friskolerne har været en inspiration for landets kommuneskoler, kan ideerne og historierne på Radio24syv inspirere Danmarks Radio til at gentænke sig selv,” skriver Politikens kulturredaktør.

Radio24syv skruer ned for musikken efter Gramex-strid

Radio24syv står til faglig anerkendelse

Radio24syv søger om lempelser i sendetilladelsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu