Unge flokkes om medieuddannelser

Interessen for de tre journalist- ogmedieuddannelser var i år så stor, at kun hver ottende slap gennem nåløjet.

Knap 6000 har søgt om de 770 pladser på medieuddannelserne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), Syddansk Universitet (SDU) og Roskilde Universitet (RUC). Det betyder, at blot ca. hver ottende ansøger er optaget. Det skriver Danske Medier.

Flest ansøgere fik journalistuddannelsen på DMJX med 1575 ansøgere, heraf 865 som førsteprioritet,  til 252 pladser. Det er 125 flere ansøgere end i fjor.

521 har søgt de 92 pladser på SDU, mod 531 sidste år. Begge uddannelser har optagelsesprøver.

Roskilde-humanister

På RUC, hvor de studerende optages efter karakter, søgte 437 de 65 pladser fra den humanistiske basisuddannelse med journalistik som overbygning. Ansøgere med mindst 10,2 i gennemsnit blev optaget.

Det er blevet lidt lettere at læse journalistik og samfundsvidenskab på RUC. 257 søgte de 55 pladser, og et snit på 9,2 gav adgang. Sidste år krævede det mindst 10,4 i gennemsnit.

Interessen for kombinationen mellem naturvidenskab og journalistik på RUC er derimod ikke så høj. Kun 21 søgte, og alle ansøgere er optaget.

På DMJX er det kun til kommunikationsuddannelsen, at optag sker på grundlag af karakter. Her kræves i år mindst 10,0 for at blive optaget i København og 9,9 i Århus.

Flaskehals-uddannelser

Tre af uddannelserne på DMJX optræder på listen over de ti uddannelser, hvor der er flest ansøgere pr. plads. Det er tv- og medietilrettelæggeruddannelsen og fotojournalistuddannelsen, hvor der begge steder er 16 ansøgere pr. plads og uddannelsen i visuel kommunikation, hvor der er knap 15 ansøgere pr. plads.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også